I digtet Rigs Vandring følger man guden Heimdal, som rejser rundt i Midgård og tager på besøg hos forskellige familier .
Jeg har tidligere delt opskrifter inspireret af Heimdals besøg hos både en trællefamilie og bondefamilie, og i dag er turen nået til en opskrift inspireret af Heimdals visit hos en jarls familie.
I digtet står der at jarlens familie spiser “kødmad”, men der står også at der bliver serveret “stegte fugle”. Derfor rationaliserede jeg mig frem til at “kødmad” med fordel kunne dække over en slags gryderet.
Hvad en vikingegryderet helt præcist består af kan være svært at sige, for der findes ikke nogle bevarede opskrifter fra perioden.
Udgravninger giver dog et et lille praj om de råvarer der var tilgængelige for vikingerne, og man ved bl.a. at fårehold har været meget normalt – især fordi dyrene både giver uld, mælk og kød.
Derfor endte jeg med at lave en simpel, men velsmagende, og utrolig mør lammegryde serveret med grovkornet sennep og rug fladbrød.
Og i modsætning til den mere skrabede søbekål fra bondendens bord, er denne lammegryde fuld af luksuriøse vikingeingredienser som både lammekød, fløde og salt.
Vikingegyde med lam
Ingredienser
- 200 g røget flæsk (i små tern)
- 700 g lammekød (i mundrette tern)
- 2 løg (i store tern)
- 2 l vand
- 200 g udblødte knækkede hvedekerner
- 2 laurbærblade
- Et par kviste timian
- ½ spidskål (groft snittet)
- 500 g majroe eller pastinak (i mundrette stykker)
- 3 gulerødder (i mundrette stykker)
- 2 spsk. eddike
- salt
- 150 ml fløde
Sådan gør du
- Brun flæsk og lammekød i en stor gryde.
- Tilsæt løg og lad dem svitse med til de begynde at få lidt farve.
- Dæk nu kødet med vandet og tilsæt de udblødte hvedekerner, laurbær og timian og lad gryden simre indtil kødet er næsten mørt – tilsæt evt. lidt mere vand hvis dette bliver nødvendigt.
- Kom nu kål, majroe og gulerod ned i lammegryden og lad dem koge møre.
- Smag gryden til med eddike og salt og rund den til sidst af med lidt fløde.
- Server evt. lammegryde sammen med et fladbrød og en lille smugle hjemmelavet sennep.
“Da tog Mor mønstret dug, skinnende af hør, skjulte bordet, tog så derpå tynde brød, skinnende af hvede og skjulte dugen. Frem satte hun fyldte skåle sølvomsvundne, satte så frem flæsk og kødmad og fugle stegte, vin var i kanden, vægtige sølvkrus, de drak og talte, til dagen hælded”
(Rigs Vandring, Den Yngre Edda Codex Wormianus ca. 1350)
Skriv et svar