Jarlens festlige lammegryde og cremede friskost fra vikingetiden

Lammegryde

Hvis du har læst med her på bloggen de sidste par uger, så ved du at denne sommer har stået i vikingernes tegn.

Takket være digtet Rigs Vandring er jeg nemlig endt med at lave et lille vikingetema, hvor jeg har lavet treats inspireret af de familier guden Heimdal besøger i digtet.

Indtil videre har det betydet, at jeg har kunne diske op med opskrifter på treats som både trællene og bønderne i vikingetiden kunne have spist. Men Heimdal besøger faktisk også en jarls familie, og jeg har naturligvis tænkt mig at runde mit sommer vikingetema af med et par treats inspireret af Heimdals besøg hos denne familie.

Som du kan læse herunder, så bliver der i modsætning til de tidligere besøg, faktisk serveret en del mad hos jarlens familie. Derfor har jeg også tænkt mig at slutte vikingetemaet af med maner, hvilket betyder at du kan få fingrene i hele to spændende vikingeopskrifter i dag.


Da tog Mor mønstret dug, skinnende af hør, skjulte bordet, tog så derpå tynde brød, skinnende af hvede og skjulte dugen. Frem satte hun fyldte skåle sølvomsvundne, satte så frem flæsk og kødmad og fugle stegte, vin var i kanden, vægtige sølvkrus, de drak og talte, til dagen hælded.

(Rigs Vandring, Den Yngre Edda)


Spis som en jarl

Den ene treat jeg lavede var en simpel og velsmagende, for ikke at tale om utrolig mør, lammegryde der blev serveret med grovkornet sennep og rug fladbrød. Mens den anden blev en sødere treat bestående af lidt tyndere hvede fladbrød toppet med nylavet friskost og knuste bær med hyldeblomst og honning.

Ikke overraskende betød det at jeg serverede mine treats som en slags hovedret og dessert, men om man har spist retterne på samme måde i vikingetiden er nok tvivlsomt.

For man har nok i højere grad gjort som beskrevet i digtet (og som man senere har gjort i f.eks. middelalderen), og båret alle retterne ind på bordet på samme tid, og spist dem lidt som en slags mini buffet.

lammegryde

En luksus lammegryde med inspiration fra vikingetiden

I digtet bliver det beskrevet at jarlens familie spiser “kødmad”, det er jo ikke ligefrem nogen detaljeret beskrivelse, men siden der også bliver serveret “stegte fugle” så tænkte jeg at “kødmad” nok kunne dække over en slags gryderet af en art.

Som jeg har beskrevet før, så ved man jo desværre ikke rigtig hvordan maden har smagt i vikingetiden, da der ikke findes nogle bevarede opskrifter fra denne periode. Men takket være f.eks. udgravninger, så kan vi heldigvis få et lille glimt af de råvarer der var tilgængelige for vikingerne.

Bl.a. ved man at fårehold har været meget normalt, særligt fordi dyrene både kan bruges til at give uld, mælk og kød. Jeg valgte derfor at lade min “kødmad” bestå af en lammegryde, og i modsætning til den mere skrabede søbekål fra bondendens bord, så kunne jeg denne gang kunne lege lidt med luksus vikingeingredienser som lammekød, fløde og salt.

Friskost

Har vikingerne spist ost?

I digtet spiser jarlens familien også fladbrød, og selvom der ikke står noget om hvad disse fladbrød er blevet spist med, så løb jeg med idéen om det givtige fårehold, og besluttede mig for at serverer mine fladbrød med en hjemmelavet friskost og lidt bær.

Takket være udgravninger så ved man nemlig at vikingerne også har spist ost, man har nemlig fundet keramik hvor der kan ses spor efter brændt mælkeprotein, som menes at have været brugt til ostefremstilling.

Hvilken ost der evt. har været produceret i den fundne keramik melder historien dog ikke meget om, men hvis man skal gøre sig forhåbninger om at lave en fast skæreost, så skal man både skaffe osteløbe fra kalvemaver og væbne sig med en god portion tålmodighed, da osten helst skal bruge en rum tid til at modnes og lagres i.

Desværre er begge disse ret så essentielle ingredienserne noget der ikke lige forefindes i mit køkken, derfor valgte jeg at lave den lidt hurtigere og mere simple friskost – som både smager skønt når den serveres med honning og bær, men som faktisk også er ret lækker med friske urter i.

 

Vikingemad


Loot:  4 – 5 personer

Quest level:


lammegryde

Jarlens lammegryde

Forb. tid 15 min
Tilb. tid 1 t 10 min
Samlet tid 1 t 25 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 200 g røget flæsk (i små tern)
  • 700 g lammekød (i mundrette tern)
  • 2 løg (i store tern)
  • 2 l vand
  • 200 g udblødte knækkede hvedekerner
  • 2 laurbærblade
  • Et par kviste timian
  • ½ spidskål (groft snittet)
  • 500 g majroe eller pastinak (i mundrette stykker)
  • 3 gulerødder (i mundrette stykker)
  • 2 spsk. eddike
  • salt
  • 150 ml fløde

Sådan gør du
 

  • Brun flæsk og lammekød i en stor gryde.
  • Tilsæt løg og lad dem svitse med til de begynde at få lidt farve.
  • Dæk nu kødet med vandet og tilsæt de udblødte hvedekerner, laurbær og timian og lad gryden simre indtil kødet er næsten mørt – tilsæt evt. lidt mere vand hvis dette bliver nødvendigt.
  • Kom nu kål, majroe og gulerod ned i lammegryden og lad dem koge møre.
  • Smag gryden til med eddike og salt og rund den til sidst af med lidt fløde.
  • Server evt. lammegryde sammen med et fladbrød og en lille smugle hjemmelavet sennep.

Loot:  4 – 5 personer

Quest level:


Friskost

Fladbrød med friskost og hyldeblomst marinerede knuste bær

Forb. tid 25 min
Tilb. tid 55 min
Hviletid 1 t
Samlet tid 2 t 20 min

Ingredienser
  

Fladbrød (ca. 8 brød)

  • 2 ½ dl hvedemel
  • 2 ½ dl fuldkornshvedemel
  • 2 dl øl
  • 2 tsk. salt

Friskost (ca. 200 g)

  • ½ l kærnemælk
  • 1 ½ dl fløde eller fuldfed fåremælk
  • Lidt salt

Hyldeblomstmarinerede knuste bær

  • 200 g blandede bær (f.eks. e.g. skov jordbær, hindbær, brombær og/ eller blåbær)
  • ½ spsk. honning
  • 3 spsk. hyldeblomstsaft

Sådan gør du
 

Fladbrød

  • Ælt alle ingredienserne til fladbrød sammen, dejen skal være smidig men ikke klistret.
  • Lad dejen hvile i 30 minutter.
  • Tril dejen til små kugler på størrelse med en valnød.
  • Rul herefter dejen til tynde brød på størrelse med en håndflade.
  • Find en pande frem og varm den godt op over bålet (eller kogepladen), når panden er varm, steges brødene på den tørre pande ved middel varme.
  • Spis brødene med det samme, eller pak dem ind i et viskestykke og gem dem til senere.

Friskost

  • Rør kærnemælk og fløde sammen i en lille gryde og varm det langsomt op ved svag varme UDEN at røre i væsken.
  • Lad væsken skille i ost og valle – dette sker ved ca. 60 grader og tager ca. 40 minutter.
  • Hæld væsken gennem et tyndt klæde og lad den dryppe af over en skål i minimum 30 minutter.
  • Smag nu friskosten til med lidt salt og stil den på køl indtil den skal serveres.

Hyldeblomstmarinerede knuste bær

  • Kom bærerne i en skål og knus dem let med en gaffel.
  • Rør honningen ud i hyldeblomstsaften til du har en ensartet marinade.
  • Hæld marinaden over bærerne og vend det hele godt sammen.
  • Lad bærerne marinerer i min. 10 minutter og server sammen med fladbrød og friskost.

 

Prøv også

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering