Trællebrød fra vikingetiden

I dag dykker jeg ned i vikingedigtet Rigs Vandring, en fortælling fra Nordisk mytologi som i 1300-tallet blev nedfældet som en del af Den Yngre Edda.

Det der gør digtet super interessant er at det er en af de få (nogenlunde) samtidige kilder, som kan fortælle en lille smule om de forskellige forhold mennesker levede under i vikingetiden.

Der findes desværre ingen nedskrevne opskrifter fra vikingetiden, og man skal også relativt langt op i historien før man begynder at finde nedskrevne brødopskrifter.

Derfor er min opskrift ikke nødvendigvis en tro rekonstruktion af et vikingebrød, men den er inspireret af tilgængelige råvarer fra vikingetiden, og er mit bud på hvordan trællenes brød kunne have smagt.

Det er en bastant svend, det kan man vidst ikke rigtig komme uden om, men smagen er bestemt ikke så ubehagelig som jeg havde frygtet.

Det er ganske vidst en smule fladt i smagen, men brødet har faktisk en ret fin og næsten nøddeagtig umami smag, så hvis jeg var en træl i vikingetiden, ville jeg uden tvivl sagtens kunne spise det her brød – det er dog bedst hvis der smøres et tykt lag honning på.

Har du har lyst til at sætte tænderne i en anden historisk treat, kan du se alle mine historiske opskrifter her.

Trællebrød

Trællebrød inspireret af Rigs Vandring

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 40 minutter
Hævetid 4 timer
Samlet tid 4 timer 55 minutter
Antal 2 brød

Ingredienser

Fordej

  • 100 g aktiv surdej
  • 100 g rugmel
  • 50 ml lunkent vand

Dej:

  • 100 g flækærter (udblødte)
  • 100 g ærtemel
  • 100 g havreklid
  • 300 g rugmel
  • 2 spsk. tang (tørret og stødt)
  • ca. 300 ml vand eller øl.

Sådan gør du

Fordej

  • Rør alle ingredienserne sammen til en grødagtig konsistens, og lad blandingen stå lunt og tildækket til dagen efter.

Dej

  • Hak de udblødte ærter (så meget du orker).
  • Rør herefter de hakkede flækærter sammen med ærtemel, havreklid, rugmel, tang, fordejen og nok væde til at der samler sig en tyk og våd dej.
  • Lad dejen hæve i 2-3 timer.
  • Tip dejen ud på et meldrysset bord, form dejen til to brød og stil dem til efterhævning i ca. 2 timer.
  • Bag brødene på en bagesten i en ovn ved 230 grader i 10 minutter.
  • Sænk herefter varmen til 200 grader, og bag brødet i yderligere 30 minutter.

“Rig gav dem råd med vid i, mellem dem sad han midt på bænken og på hver side vært og husmor. Da tog Oldemor urent brød, klumpet, klistret, klægt af avner, bar så maden ind midt på skiven, søbe i skålen satte hun frem, med kogt kalv kræsede hun.”

(Rigs Vandring, Den Yngre Edda Codex Wormianus ca. 1350)

Prøv også

Kommentarer

2 svar til “Trællebrød fra vikingetiden”

  1. Jenny Avatar
    Jenny

    Fantastisk. Jeg ville have overvejet bark i brødet, bare fordi det er en klassisk hungersnød ting.
    Ideer: romerriget, der er faktisk opskrifter der fra. Gerne stegt påfugl – just kiding

    1. Trine Avatar

      Det var faktisk ikke nogen dum idé det med barken, og heller ikke den med at kaste sig ud i romerske opskrifter (jeg har faktisk allerede et par stykker i kikkerten )…påfuglen er jeg dig ikke så hooked på

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering