
Jeg er ret glad for matcha pulver, især når man laver det om til en macha islatte.
Jeg er dog ikke nødvendigvis glad for prisen på matcha pulveret, og heller ikke tanken om, at det skal flyve hele vejen fra Japan for at ende i mit køkken.
Derfor begyndte jeg tidligere på sommeren at eksperimentere med at lave mit eget have-matcha pulver.
Det har været en kæmpe succes, og jeg har den sidste måneds tid drukket rigtig mange glas matcha islatte.
Den bedste jeg lavede var dog den her matcha islatte toppet med et let og luftigt rabarberskum, stærkt inspireret af den jordbær-matcha frappuccino man kan få på Starbucks.
Jeg havde bare lidt hjemmelavet rabarbersirup stående i køleskabet efter min Spektrum inspirerede jordbær-rabarbersaft, derfor blev jordbærskummet skiftet ud med rabarberskum i stedet.
Selvom matcha og rabarber måske ikke er en så åbenlys kombination, så viste det sig at være en virkelig god beslutning. For den grønne friskhed fra matchaen og den syrlige rabarber spillede overraskende godt sammen.
Faktisk så godt, at det her efterhånden er blevet min nye yndlings måde at drikke matcha på…. hvilket er lidt uheldigt, da jeg snart løber tør for rabarbersirup.

Matcha islatte med rabarberskum
Ingredienser
- 2 tsk. matcha pulver
- 50 ml kogt vand
- 150 ml. mælk
- 2 tsk. kondenseret mælk
- Isterninger
- 3 spsk. fløde
- 2 spsk. mælk
- 1 spsk. rabarbersirup (eller anden frugt sirup)
Sådan gør du
- Pisk matcha-pulveret sammen med det kogte vand, indtil det er helt opløst og let skummende. En lille mælkeskummer fungerer perfekt til det.

- Fyld et glas med isterninger, hæld mælk og kondenserede mælk over, og rør det hele godt sammen.

- Hæld den op-piskede matcha over mælken og stil glasset til side.

- Pisk nu fløde, mælk og rabarbersirup sammen, indtil du har et let og cremet skum.

- Top latten med rabarberskummet, og servér med det samme.



Skriv et svar