Mai’s jule småkager fra Ursiderne

Julesmåkager

Det er et nyt år, og tid til at tage hul på en ny bog i Spektrum Cookalong serien.

Jeg er nu nået til Ursiderne, seriens tredje bind hvor man møder en ny hovedrolle i form af Nasrin.

En pige mærket af tab, ensomhed, vrede og alt det der følger med, når man vokser op i et hjem præget af sorgen efter én forælders død, og fraværet af den anden der bruger mere tid på arbejdet end hjemme.

Heldigvis for Nasrin har hun Mai, hendes mors tidligere bedste veninde og øjensynligt den eneste tilbageværende stabile voksne i hendes liv.

Det er også Mai, der står bag bogens allerførste treat, da hun i kapitel 7 kigger forbi med en kagedåse fuld af julesmåkager.

I dåsen er både pebernøder, vaniljekranse og klejner.

En klassisk julesmåkage-trio, som tilfældigvis også matcher de tre småkager, Chris og jeg elsker allermest, og som jeg heldigvis nåede at bage i julen.

Jeg fik faktisk lavet flere småkager, end vi selv kunne nå at spise.
Så der røg både et stort glas med til Chris’ kollegaer og en dåse i bedste Mai-stil over til vores nye nabo, søde Anne på 90.

Og ja, jeg ved godt, at kalenderen siger januar.
Men julen varer jo som bekendt lige til påske, og gode småkager til eftermiddagsteen er altid en god idé.
Så du kan sagtens bage dem nu, eller gemme opskrifterne et trygt sted til næste jul.

Vil du have flere Spektrum opskrifter, kan du se alle mine opskrifter inspireret af bøgerne her

Småkager

Vaniljekranse

Forb. tid 13 minutter
Tilb. tid 7 minutter
Samlet tid 20 minutter
Servings 50 stk.

Ingredienser

  • 500 g hvedemel
  • 200 g sukker
  • 1 vaniljestang (kornene)
  • 375 g smør
  • 1 æg
  • 265 g mandler (hakkede)

Sådan gør du

  • Gnid mel, sukker, vanilje, og smør godt sammen.
  • Tilsæt æg og hakkede mandler og ælt dejen sammen til den begynder at hænge sammen.
  • Film dejen og kom den på køl.
  • Form vaniljekransene ved at køre dem igennem en kødhakker med stjernetyl, og bag dem langsomt lysebrune ved 175 grader i ca. 5- 7 minutter.

Klejner

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet tid 1 time 5 minutter
Servings 120 stk.

Ingredienser

  • 500 g hvedemel
  • 250 g sukker
  • 1/2 tsk kardemomme
  • ½ tsk hjortetaksalt
  • 1 spsk. citronpasta (eller revet skal af en usprøjtet citron)
  • 125 g smør
  • 3 æg
  • 2 l rapsolie

Sådan gør du

  • Kom mel, sukker, kardemomme, hjortetaksalt og citronpasta i en foodprocesser, og pulser, til det får en konsistens som groft sand.
  • Tilsæt æggene, og kør indtil dejen begynder at samles.
  • Ælt evt. dejen lidt sammen, til den bliver let smidig.
  • Rul nu dejen ud til den er ca. 2 mm tyk.
  • Skær dejen ud med en klejnerulle, eller brug en kniv til at skære den i ca. 3 cm. lange ruder.
  • Skær et lille snit i hver klejne, vrid dem ved at putte en af endespidserne igennem snittet og træk den forsigtigt ud..
  • Varme herefter olien op til 180 grader.
  • Kog nu klejnerne nogle stykker ad gangen i olien, til de er gyldne – husk at de skal vendes undervejs, så de bliver kogt på begge sider.
  • Tag klejnerne op med en hulske og læg dem til afkøling på et stykke køkkenrulle.

Pebernødder

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 40 minutter
Servings 100 stk.

Ingredienser

  • 220 g hvedemel
  • tsk. pumpkin pie krydderi (lige dele stødt nellike, kanel, ingefær og muskatnød)
  • ½ tsk. hvid peber
  • 125 g sukker
  • 125 g koldt smør
  • 1 æg

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  • Blend så hvedemel, krydderiblandingen, peber, sukker og smør i en foodprocessor.
  • Saml herefter dejen med æg, og del den i fire dele
  • Tril hver del til lange pølser, skær hver pølse i små stykker og tril stykkerne til pebernødder.
  • Kom pebernødderne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag pebernødderne i 8-10 minutter, eller til de er gyldne.

“Jeg tager låget af kagedåsen, omhyggelig med ikke at vende mine håndflader så hun kan se dem. Dåsen er fyldt med hjemmebagte pebernødder, vaniljekranse og klejner. Jeg fik lavet for mange,“ siger hun. “Jeg håbede, I kunne hjælpe mig med at udrydde dem.”

(Ursiderne- kapitel 7 s. 59-60, Nanna Foss)

Prøv også

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering