Blåbæris inspireret af ursiderne

Blåbæris

Den tredje treat man støder på i Ursiderne, er den is Nasrin får som femårig i kapitel 9, og det passer egentlig helt perfekt.

Vejret er nemlig så småt ved at blive varmere, sommeren er på vej og i min bog betyder det, at det snart er tid til at få fryseren fyldt godt op med is igen.

Derfor føltes det også som det helt rigtige tidspunkt at lave en omgang blåbæris inspireret af Nasrin.

I Spektrum-bøgerne hører Nasrin til i den blå ende af farvespektret, derfor skulle en is dedikeret til hende naturligvis være blå.

Jeg kunne godt have valgt at gå all in på en eller anden meget bogstavelig version proppet med uanstændige mængder blå farve, men helt ærligt, det havde jeg ikke super meget lyst til denne gang.

Så i stedet valgte jeg at trylle en Spektrum is frem på min Ninja Creami maskine.

Min blåbæris består af kun blåbær, lime, ananas og en smule kondenseret mælk, som giver en virkelig frisk og cremet is der føles både helt rigtig til Nasrin og som en skøn sommer budbringer.

Jeg brugte også en rest hjemmelavede ferskensirup i isen, da jeg tænkte at de bløde ferskennoter ville være virkelig gode sammen med både blåbær og ananas. Men har du ikke sådan en rest stående i køleskabet, så fungerer honning og vand dog også super fint som erstatning.

Det er måske ikke den mest knaldblå is man kunne have lavet til Nasrin, men til gengæld er det en version, jeg selv havde meget lyst til at spise. Og mon ikke Nasrin også ville være fan af den her blåbæris … selv om hun nok næppe ville indrømme det.

Vil du have flere Spektrum opskrifter, kan du se alle mine opskrifter inspireret af bøgerne her

Blåbæris

Blåbæris

Tilb. tid 10 minutter
Frysetid 1 dag
Samlet tid 1 dag 10 minutter
Servings 500 ml

Ingredienser

  • 400 g blåbær
  • 1 lime (skal og saft)
  • 1 dl hjemmelavet ferskensirup (eller 1 dl vand + 2 spsk honning)
  • 1 dåse ananas (inkl. væden, 140g)
  • 1 spsk kondenseret mælk

Sådan gør du

  • Kom blåbær, lime skal, limesaft og sirup i en gryde og bring det i kog.
  • Kog blandingen op, og lad den derefter simre i cirka 10 minutter, eller indtil bærrene er bristet, og massen er blevet en smule tykkere.
  • Kom nu ananasen og ananasvæden i et Ninja Creami-bæger sammen med kondenserede mælk.
  • Hæld den varme blåbærmasse over i bægeret, og rør det hele godt sammen.
  • Smag blandingen til, sæt låget på bægeret, og stil det i fryseren natten over.
  • Kør isen på din Ninja Creami når den er gennemfrossen på sorbet-programmet.
  • Server blåbærisen, som den er, eller top den med lidt ekstra blåbær, limeskal eller et par små stykker frisk ananas.

“Jeg er fem år. Far henter is i den lille kiosk, som holder længe åbent i sommerferien […]. Far kommer gående hen ad stranden med tre is i hånden, og jeg kan se på hans smil, at han også har opdaget havfruen i lyset.”

(Ursiderne- kapitel 9 s. 72, Nanna Foss)

Prøv også

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering