Så har jeg endnu en køkken-quest klar til jer, og denne gang tager jeg jer en tur med til Oxford. Jeg tager jer dog ikke bare med til den Oxford I allerede kender, nej i dag der går turen nemlig til intet mindre end Lyras Oxford.
Sæson 2 af serien His Dark Materials er nemlig lige landet på HBO Nordic, og hvis der er noget jeg har gået og glædet mig til dette efterår, så er det denne serie. Derfor besluttede jeg mig for at markerer premieren på sæson 2, ved at lave de fineste gyldne kompas kager.
For de af jer som ikke kender serien, så kan jeg fortælle at den er baseret på Phillip Pullmans fantasy trilogi af samme navn.
Serien handler om den farefulde færd den unge forældreløse pige Lyra kastes ud på, da hun forsøger at finde ud af hvem der har kidnappet hendes bedste ven Roger.
På hendes rejse møder hun både hekse, talende dyr, magi, partikler fra parallelverdener og et yderst sjældent guldet kompas, der via en række symboler kan afdække sandheden for dem der formår at tyde dem.
En ukendt flødeskumskage
Lyra er en af de ganske få, som næsten intuitivt formår at tyde kompassets symboler – hvilket naturligvis betyder at seriens skurke er meget interesserede i at få fat i både hende og kompasset.
Siden kompasset er så vigtig en genstand i serien, tog det mig heller ikke længe at beslutte mig for at jeg ville lave en treat inspireret af lige netop det.
Jeg havde dog rimelig svært ved at finde ud af den helt rigtige måde at oversætte kompasset til noget spiseligt, men takket være en medalje udfordring i dette års udgave af Den Store Bagedyst på DR 1, fandt jeg løsningen i den klassiske danske flødeskumskage.
Det eneste problem var nu at jeg aldrig havde spist en medalje før, og faktisk heller ikke helt vidste hvad sådan en bestod af.
Medaljer med kaki flødecreme
Ud fra hvad jeg kan stykke sammen, så består en medalje af to mørdejsbunde, en flødecreme, en slags frugtkompot glasur og pynt.
Det blev naturligvis også udgangspunktet for min medalje, som jeg dog gerne ville have til at afspejlede Lyras kompas i både udseende og smag.
Derfor holdte jeg mig langt væk fra den klassiske vanilje-fløde-hindbær kombination, og vendte i stedet blikket mod den gule og søde kakifrugt, en af efterårets nok mest oversete frugter, og besluttede mig for at lave nogle medaljer med kaki flødecreme.
Man får næsten smidt kakifrugter i nakken på dem her årstid, men mange ved desværre ikke rigtig hvad de skal gøre ved dem…lidt ligesom Lyra, hende ved de gamle professorer på Jordan kollegiet heller ikke rigtigt hvad de skal gøre med.
Kakifrugten smager lidt hen af papaya, hvilket giver dagens treat et lækkert eksotisk efterårstwist, og så kan den bruges på mange forskellige måder.
En guldmedalje for HDM bingeri
I dagens treat bruges den f.eks. både i rå og tilberedt form, og er man mere tålmodig og kreativ anlagt, så kan man endda også sylte de små kugler medaljen pyntes med.
Nå men nu vil jeg ikke gøre så meget andet, end at stikke jer opskriften på Lyras gyldne kompas kager.
For jeg har en ny sæson jeg spændt har ventet på at komme til at se, og eftersigende skulle den byde på både en parallelverdenskrig og introducerer en genstand der er mindst lige så sjælden og mytisk som Lyras kompas.
Så nu vil snuppe mig en en ekstra medalje, og sætte mig i sofaen sammen med Mr. Nerd for at se første afsnit i sæson 2 af His Dark Materials.
Har i fået blod på tanden og har lyst til at lave en anden lækker konditorklassiker, så skulle I også tage og prøve disse magiske chokolade eclairs.
Lyras gyldne kompas kager
Ingredienser
Tranebær bunde
- 450 g hvedemel
- 1½ tsk. bagepulver
- 1½ tsk. kanel
- 1 tsk. vanilje
- 1 knsp. salt
- 1 appelsin (fint revet skal)
- 40 g tørrede tranebær (fint hakket)
- 225 g smør (blødt)
- 190 g sukker
- 60 g flødeost
- 1 æg
Kaki kompot
- 3 kakifrugter (skrællet og skåret i mindre stykker)
- 2 tsk. vaniljesukker
- 1 citron (saft og fint revet skal)
- 2 klementiner (saft og fint revet skal)
- ½ tsk. kanel
- ½ tsk. stødt ingefær
- 2 spsk. sukker
Kaki creme
- 150 ml fløde
- 100 g flødeost
- 3 spsk. kaki kompot
- 3 spsk. flormelis
Pynt
- 100 g flormelis
- ½ tsk. guldstøv (rørt samen med lidt vodka)
- 50 g hvid chokolade med knas (groft hakket)
- 1 kaki frugt (skåret i tynde skiver, eller kuglet op med et parisiennejern)
Sådan gør du
Tranebær bunde
- Forvarm ovnen til 175 grader.
- Bland alle de tørre ingredienser i en skål, og vend appelsinskal og tranebær i.
- Pisk herefter smør, sukker og flødeost lyst og luftigt.
- Pisk ægget i smørblandingen og tilsæt til sidst de tørre ingredienser.
- Ælt dejen sammen til den lige akkurat begynder at samle sig, og læg den herefter på køl i ca. 30 minutter.
- Rul herefter dejen ud og stik den ud med en udstikker på ca. 5 cm i diameter.
- Der skal bruges 12 bunde, resten af dejen kan bages som småkager eller fryses ned til en anden gang.
- Læg bundende på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i ca. 10 minutter.
Kaki kompot
- Kom kakistykkerne, vanilje, citron, klementin, kanel og sukker i en tykbundet kasserolle.
- Hæld 1 dl vand over frugterne og lad det hele simre ved svag varme i 20-30 minutter, eller indtil kakifrugterne er møre.
- Lad kompotten køle af helt af, og så er den ellers klar til brug.
Kaki creme
- Pisk fløde til let skum og stil flødeskummet til side.
- Bland i en anden skål flødeost sammen med kakikompot og flormelis.
- Vend fløden forsigtigt i ostemassen og kom cremen i en sprøjtepose påsat en stjernetyl.
Samlingsarbejdet
- Saml kagerne ved at sprøjte en krans af kaki creme ud på 6 af bundene.
- Fyld herefter hullet i hver krans med 1-2 tsk. kaki kompot.
- Rør flormelis sammen med en lille smugle vand til en tyk glasur og pynt de resterende 6 bunde med et jævnt lag glasur.
- Lad glasuren tørre en smugle, og pensel den herefter med guldstøvet rørt op med vodka.
- Læg de guldpenslede bunde på som låg, og pynt dem med en lille roset af kaki creme samt lidt groft hakket hvid chokolade og lidt frisk kakifrugt.
Skriv et svar