Indimellem sker det at man kan finde nye og spændende ideer til opskrifter direkte fra sit Facebook, Instagram, YouTube eller TikTok feed. Er der tale om virale madtrends, så må jeg dog indrømme at jeg ofte forholder mig rimeligt skeptisk til dem.
For desværre har mange virale madtrends det til fælles, at der ikke altid er fokus på at lave god og velsmagende mad, men i højere grad på at lave stunt-mad der kan generere en masse views og likes.
Eksempler på stunt-mad spænder fra de mere uskyldige ting som “nature’s cereal” eller “cloud bread“, til de mere voldsomme ting som “freak shakes“, eller ting der pludselig laves i chokerende store udgaver, overdænges med enorme mængder smeltet ost, eller værst af alt de direkte farlige eksempler som “toaster steak” eller “mikroovns pocheret æg”.
Begynder man at kigge efter det, så bliver man dog rimelig hurtigt veltrænet i at spotte de trends der bare er stunt-mad, og som kun er til for eksponeringens skyld (ellers kan man følge med hos EarlyPete, og så lærer man det hurtigt).
Når de mange stunt-trends er sorteret fra, så kommer man dog ind til en kerne af trends som rammer nærmest alle de samme noter hos mig, som når jeg falder over kulinariske oplevelser i fiktionens verden.
For det sker da at jeg, når mine forskellige platforme eksploderer med billeder og videoer af den seneste virale trend, tænker tanken “Uhh, det ser egentligt meget godt ud. Gad vide hvordan det mon smager i virkeligheden?”.
Det skete sidste år med dalgona kaffen, og tidligere i år skete det igen da den populære mexicanske street food quesabirria, også kendt som birria tacos, poppede op over alt.
Hvad er birria tacos?
Birria er i sig selv en tung og velkrydreret gryderet fra den mexicanske delstat Jalisico, og på spansk skulle navnet efter sigende være et begreb der hentyder til at noget er billigt eller af en ringe kvalitet.
Det stemmer da også fint overens med det kød der traditionelt set er blevet brugt til at lave birria, da gryderetten ofte er blevet lavet med de billigste udskæringer som f.eks. får eller oksehaler.
Det var dog ikke den traditionelle birria gryderet der eksploderede i mit feed, men derimod oceaner af instagramvenlige og mundvansinducerende billeder af den populære variationen af retten quesabirria – en slags taco der er farvet rødlig af birria marinaden og fyldt med smeltet ost og smørmørt birria kød.
Desværre så var tanken om at bruge omkring 3-4 timer på at koge oksehaler møre mere end min tålmodighed kunne kaperer, så jeg afskrev næsten trenden fra starten af som noget jeg aldrig kom til at lave.
Men skal jeg være helt ærlig, så blev den ved med at spøge på min kulinariske bucketlist, og da jeg fik min højt elskede Instant Pot vidste jeg at tiden var inde til at prøve de populære tacos.
Internettet havde jo lovet mig at det her ville være nogle fantastiske tacos, men klog af skade har jeg lært aldrig helt at fralægger min skepsis fuldstændigt. Heldigvis blev min skepsis gjort til skamme, og jeg må være ærlig og sige at det her uden tvivl var de bedste tacos jeg nogen siden har fået!
Så det er bestemt ikke uden grund at de er gået hen og er blevet årets mest trendy tacos, og jeg kan kun sige at de fortjener al den opmærksomhed de har fået – og faktisk også mere til.
En opskrift bliver til.
Quesabirria er enormt saftige og sprøde (ja det kan faktisk godt lade sig gøre), og jeg ville lyve hvis jeg sagde at deres smag ikke har forfulgt mig lige siden jeg lavede dem første gang, så jeg har virkelig glædet mig til at dele opskriften her på siden.
Det var dog ikke helt nemt at finde frem til den rette opskrift, for ikke overraskende kan man lige nu finde en del opskrifter på både birria gryderetten og quesabirria tacos på nettet – og nogle er en del mere avancerede end andre.
Min taktik for at kastede mig ud i projekt birria taco var derfor at analysere nogle udvalgte opskrifter, for herefter at kombinerer dem på en måde så jeg endte med en opskrift der passede til både min tålmodighed, mit temperament og min Instant Pot.
Opskriften herunder er derfor baseret på opskrifterne fra bl.a. Simply Mamá Cooks, Andrew Rea og Joshua Weissman, men jeg har naturligvis også eksperimenteret lidt, og tilført mine egne små twists.
Hvis jeg må give dig et tip, så synes jeg at du skulle prøve at serverer tacosne sammen med lidt af gryderetten, for jeg lover at du vil elske at sidde og dyppe dem i den skønne krydrede oksesuppe – og så vil du helt sikkert også forstå hvorfor hele verden er gået amok over de her røde tacos.
Quesa birria tacos
Ingredienser
Birria kød
- 1 tsk. ancho chilipulver
- 1 tsk. hvidløgspulver
- 1 tsk. løgpulver
- 1 tsk. koriander (stødt)
- 2 tsk. salt (fint)
- 1 tsk. peber (stødt)
- 1 knsp. nellike
- 1,5 kg oksehale
Birria sauce
- 6 fed hvidløg
- 1 hel rød chili
- 1 stort løg
- 8 hele nelliker
- 1 tsk. koriander frø
- 1 tsk. spidskommen (hele frø)
- 2 kanel stænger
- 1 tsk. oregano
- 1 tsk. timian
- 2 laurbærblade
- 2 liter oksefond
- 1 spsk. tomatpuré
- 2 spsk. æbleeddike
- salt
- peber
Birria tacos
- 12 majs tortillas
- 150 g mozzarella (revet)
- Birria kød (fra opskriften herover)
- 1 løg (fint hakket)
- 1 håndfuld koriander (groft hakket)
- 50 g feta (smuldret)
- 2 lime (skåret i både)
Sådan gør du
Birria kød
- Forvarm ovnen til 230 grader.
- Bland chilipulver, hvidløgspulver, løgpulver, koriander, salt, peber og nellike til en tør krydderrub.
- Krydr herefter oksehalerne godt med rubben, og brun dem i ovnen i ca. 20-30 minutter.
Birria sauce
- Placer de brunede halestykker i bunden af en trykkoger sammen med hvidløg, chili og løg.
- Kom nelliker, korianderfrø, spidskommen, kanel, oregano, timian og laurbærblade i et te filter, luk åbningen med lidt kødsnor og kom te filteret op i trykkogeren.
- Hæld dernæst nok fond i trykkogeren til halerne er dækkede, og tilsæt tomatpuré samt æbleeddike.
- Sæt låget på trykkogeren og kog halerne under højt tryk i 2 timer.
- Lad herefter trykket falde naturligt i trykkogeren i minimum 20 minutter, inden du luk evt. resterende tryk ud.
- Sigt nu birria suppen fra, lad den koge lidt ind og smag den til sidst med salt og peber.
Birria tacos
- Brug en gaffel til at trække kødet fra benene, kødet stilles til side og benene kasseres.
- Dyp nu en majstortilla i birria saucen og kom den på en god varm pande.
- Kom lidt ost, birria kød, hakkede løg og koriander på den ene halvdelen af tortillaen, og fold den anden halvdel over fyldet så den ligner en lille taco.
- Steg tacoen til den begynder at blive gylden (ca. 2-3 minutter), vend den og steg den til den også begynder at blive gylden på den anden side.
- Gentag processen beskrevet herover for at lave flere tacos.
- Server de nystegte tacos sammen med lidt af suppen og drys gerne med flere hakkede løg, koriander, lidt smuldret feta og lime både.
Skriv et svar