Den længeventede fastelavnsbollesæson er over os endnu en gang. Sidste år endte jeg med at lave et helt arsenal af fastelavnsboller, og vi mæskede os igennem både poffins, poké puffs og dragon balls. I år er jeg dog gået mere beskedet til værks og har nøjes med at lave en enkelt omgang fastelavnsboller, men ligesom sidst har de naturligvis fået sig et Nerdy Treats spin.
Årets fastelavnsboller stammer nemlig fra det skotske højland hvor lygtemænd, bjørne og egenrådige rødhårede prinsesser har hjemme.
Som i sikkert allerede har gættet er det Pixar filmen Brave der her er tale om, i filmen ser man nogle helt særlige boller med glasur og røde bær op til flere gange. Disse boller er en klar favorit hos de uvorne trillingerne Harris, Hubert og Hamish, og deres konstante higen efter disse små søde boller får dem ikke kun til at blive upopulære hos barnepigen Maudie, næ nej deres søde tand ender også med at få dem til på magisk vis at ende som de sødeste små bjørneunger ved et uheld.
Men hvis bollerne i filmen smager bare halvt så godt som dem jeg endte med at få lavet, ja så tror jeg også at jeg ville gå trillingerne i bedene og ende som en bjørn.
Til at begynde med overvejede jeg at tage udgangspunkt i en opskrift der var historisk korrekt for det middelalderlige køkken.
Men eftersom bollerne i filmen med garanti heller ikke er historisk korrekte (da glasuren alene ødelægger det image) endte jeg i stedet med at lave en modificeret udgave af den britisk bagværks specialitet Bakewell tart. Som om ikke andet minder lidt om bollernes udseende fra filmen.
Bakewell tærten har rødder tilbage til 1800 tallet, og består af en mørdejskal fyldt med syltetøj og cremet mandelmasse pyntet med et lag glasur og et glaseret kirsebær. Derfor endte årets fastelavnsboller med at blive en fantastisk kombination af det bedste og mest populære fyld man kan finde på at komme i en fastelavnsbolle, nemlig hindbærmarmelade, hjemmekogt vaniljecreme og marcipan…Jep i kan godt begynder at glæde jer, og lav bare rigeligt for de her smækre boller kommer ikke til at overleve ret længe.
Skotske fastelavnsboller
Ingredienser
- 25 g gær
- 100 ml mælk (lun)
- 1 æg
- 250 g mel
- 25 g sukker
- 1 knsp. salt
- 75 g smør (blødt)
- 1 æg (til pensling)
Vaniljecreme
- 500 ml sødmælk
- 60 g sukker
- 2 tsk. vaniljesukker
- 5 æggeblommer
- 30 g maizena
Andet
- 125 g hindbærmarmelade
- 100 g marcipan
Pynt
- hvid glasur (rørt sammen af flormelis og lidt vand)
- røde cocktailbær
Sådan gør du
- Rør gæren ud i den lune mælk.
- Pisk ægget ned i gærblandingen og ælt de tørre ingredienser i indtil dejen begynder at hænge sammen.
- Til sidst æltes det bløde smør ind i dejen, inden dejen æltes helt glat og smidig.
- Form nu dejen til en stram kugle og lad den hæve i 30 minutter.
- Kog imens mælken til cremen op sammen med sukker og vanilje.
- Mens mælken varmes op piskes blommerne sammen til en tyk jævning sammen med maizena.
- Når mælken er varm hældes en smugle af den lune mælk ned til blommerne under omrøring.
- Hæld dernæst hele æggemassen tilbage i gryden sammen med resten af den lune mælk og varm det op under omrøring til cremen begynder at tykne.
- Når cremen har opnået en passende konsistens hældes den ned i en lille skål og stilles på køl indtil den skal bruges.
- Når dejen har hævet rulles den ud til en 0,5 cm tyk firkant der skæres i 12 kvadrater.
- Læg en skefuld marmelade i midten af hvert kvadrat sammen med en skefuld creme og lidt marcipan.
- Saml dejen forsigtigt om fyldet og knib den godt sammen.
- Læg bollerne forsigtigt over på en bageplade med bagepapir med samlingen nedad.
- Lad bollerne efterhæve i 30 minutter.
- Pensel med æg og bag dem ved 200 grader i 15- 20 minutter.
- Lad nu bollerne køle helt ned inden de pyntes med glasur og røde bær.
Skriv et svar