Hvis du er en fan af fastelavnsboller vil du elske Big Moms semlor inspireret af anime serien One Piece.
Du har måske allerede hørt om semlor fra vores svenske naboer, det er nemlig deres udgave af en fastelavnsbolle.
Men det er faktisk også en specialitet der serveres på øen Elbaf ved vintersolhverv, og så er det én af Charlotte Linlins – aka Big Moms – absolutte yndlings kager.
Mine semlor består af de luftigste kardemomme boller fyldt med en sød, ristet og cremet mandelmasse, toppet med en vaniljeprikket flødeskum og kronet med et drys af den hvideste flormelis sne.
De er absolut værd at smage, især hvis du aldrig har prøvet dem før – men jeg ville dog være varsom med at serverer dem for Big Mom , specielt hvis man tager de tragiske hændelser med Jorul, Mother Carmel og børnene fra børnehjemmet i betragtning.
Er traditionelle fastelavnsboller mere din ting, så kan du finde et par lækre opskrifter her.
Semlor
Ingredienser
Kardemomme boller
- 250 ml vand (lunkent)
- 50 g gær
- 1 æg
- 50 g sukker
- 10 g salt
- 1 spsk. kardemomme
- 500 g hvedemel
- 75 g smør (blødt)
Vaniljeflødecreme
- 25 g sukker
- 1 tsk. vanilje
- 50 ml fløde
- 1 blade husblas (udblødt i vand)
- 200 ml fløde
Mandelfyld
- 200 g hele usmuttede mandler
- 200 g flormelis
- 2 – 3 æggehvider
Sådan gør du
Kardemomme boller
- Opløs gæren i det lunkne vand.
- Tilsæt æg, flormelis, salt kardemomme og mel og ælt dejen til den lige præcis begynder at hænge sammen.
- Tilsæt dernæst smørret, og ælt så dejen i ca. 8 minutter i en røremaskine.
- Lad herefter dejen hæve til dobbeltstørrelse – eller ca. 45 minutter.
- Form nu dejen til boller af ca. 60 gram, og lad dem efterhæve i ca. 1 time.
- Forvarm dernæst ovnen til 200 grader.
- Bag bollerne i den forvarmede ovn i ca. 10 – 15 minutter, eller indtil de er let gyldne, og lad dem køle helt af inden du tryller dem om til semlor.
Vaniljeflødeskum
- Kom sukker, vanilje og 50 ml lidt fløde i en gryde, og lun det ved middelvarme til sukkeret smelter.
- Kom dernæst husblassen i flødeblandingen og smelt den.
- Hæld herefter flødelandingen i en skål og rør resten af fløden i.
- Film skålen og stil den på køl til den er helt kold.
- Hæld nu den afkølede fløde i en røreskål, pisk den til stift skum og kom skummet i en sprøjtepose med en stjernetyl.
Mandelfyld
- Rist mandlerne i en ovn ved 180 grader i ca. 10 minutter, eller til de begynder at dufte aromatisk og lige begynder at få lidt farve.
- Blend dernæst mandlerne i en foodprocessor til et fint mandelmel.
- Tilsæt så flormelis og blend det sammen med mandelmelet.
- Kom nu æggehviderne i mandelfyldet, og blend det sammen med mandelmel og sukker til du får et cremet mandelfyld.
Samlings arbejdet
- Skær toppen af bollerne, og sæt dem til side.
- Udhul herefter bollerne og fyld dem dernæst med mandelfyldet.
- Pynt nu hver semla med vaniljeflødeskummet og læg til sidst toppen af bollerne på igen.
- Server nu dine semlor som de er, eller giv dem et lille ekstra drys flormelis.
Skriv et svar