Pho – vietnamesisk suppe fra Modern Family

Pho

11 fantastiske sæsoner, det er alt vi får lov til at få af tv-serien Modern Family.

Vi har troligt fulgt med i familien Dunphy/ Pritchetts liv siden 2009, og på mange måde har vi fået lov til at blive en del af deres skøre, sjove og ikke mindst kærlige familie på både godt og ondt. 

Vi har fået lov til at få del i deres store hjerterum, og  jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke kom til at savne dem når serien slutter, så mon ikke der må knibes en lille tåre når det sidste afsnit ruller over skærmen.

Latterkramper med Mitch og Cam

Tucker-Pritchett grenen af familien med Mitch, Cam og Lily, har fra begyndelsen været mine absolutte yndlingskaraktere.

Mitchells anspændte, nervøse og passivt aggressive persona (som muligvis passer meget godt på undertegnede) og Camerons hylende morsomme, og til tider over the top drama-queen karakter, gør at jeg altid får latterkramper når jeg følger med i Tucker-Pritchett grenens tosserier.

Dagens treat stammer fra en herlig episode (S04E19 “The Future Dunphys“) hvor Mitch og Cam, med lidt hjælp fra Gloria, beslutter sig for at lærer Lilly om hendes vietnamesiske arv.

Derfor har de tre taget Lilly med på en vietnamesisk restaurant for at spise pho suppe, men det går selvfølgelig langt fra helt efter planen, som I kan se herunder.

At det er så svært at få en skål med pho suppe i Lilly, skyldes dog nok mest af alt den unge dames stædighed.

For når først man smager den her pho, så kan det være svært ikke at falde i svime over den.

Den har en intens smag af hønsekød, lune krydderier og klassiske vietnamesiske ingredienser som koriander, ingefær, chili og hvidløg. Men selvom suppen har nogle kraftige smags nuancer, så formår den stadig at virke utroligt let og frisk når man spiser den.

Det er ren magi som næsten kun kan forklares efter man har prøvet at sætte tænderne i den, så hop ombord i dagens treat, og få en bid af Lillys vietnamesiske arv.

Er I dog mere til de nordiske smage, så prøv den her suppe

Pho

Pho – vietnamesisk kyllingesuppe

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 40 minutter
Samlet tid 50 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 1 løg (halveret)
  • ca. 10 cm ingefær (halveret)
  • 2 kardemomme kapsler
  • 2 stjerneanis
  • 4 nelliker
  • 1 kanelstang
  • 3 fed hvidløg
  • 750 ml god hønse fond
  • 750 ml vand
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. fish sauce
  • ½ spsk. farin
  • 2 spsk. soya
  • 1 tsk. sriracha

Fyld til suppen

  • 200 g tørrede nudler
  • 2 kyllingebryster (kogte og skåret i strimler)
  • Et par håndfulde sukker ærter (skåret i strimler)
  • 2 gulerøder (skåret i tynde bånd)
  • Et par håndfulde koriander (groft hakket)
  • 2 lime (skåret i halve)

Sådan gør du

  • Kom løg og ingefær i en varm gryde (med den skårne side nedad) og steg dem ved middel varme til den skårne side begynder at blive sort.
  • Skru lidt ned for varmen, tilsæt de hele krydderier og lad dem riste lidt af i gryden til de begynder at dufte.
  • Tilsæt hvidløg, fond, vand, salt, fish sauce, farin, soya og sriracha og lad suppe koge i minimum 10 minutter.
  • Sigt nu suppen, og lad den herefter simre videre i minimum 20 minutter.
  • Når der er ca. 5 minutter tilbage af kogetiden smages suppen til, og nudlerne kommes i så de kan suge al den gode smag til sig mens de koger.
  • Server din pho ved at hælde suppe og nudler i et par skåle og top med kogt kylling, og lidt grøntsager efter eget valg (jeg brugte sukkerærter og gulerødder skåret i tynde bånd med en tyndskræller).
  • Til sidst toppes suppen med lidt frisk koriander og en halv lime – for lidt friskt presset limesaft giver lige suppen det sidste spark, som sender den helt ind i den kulinariske himmel.

Prøv også

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering