Kom løg og ingefær i en varm gryde (med den skårne side nedad) og steg dem ved middel varme til den skårne side begynder at blive sort.
Skru lidt ned for varmen, tilsæt de hele krydderier og lad dem riste lidt af i gryden til de begynder at dufte.
Tilsæt hvidløg, fond, vand, salt, fish sauce, farin, soya og sriracha og lad suppe koge i minimum 10 minutter.
Sigt nu suppen, og lad den herefter simre videre i minimum 20 minutter.
Når der er ca. 5 minutter tilbage af kogetiden smages suppen til, og nudlerne kommes i så de kan suge al den gode smag til sig mens de koger.
Server din pho ved at hælde suppe og nudler i et par skåle og top med kogt kylling, og lidt grøntsager efter eget valg (jeg brugte sukkerærter og gulerødder skåret i tynde bånd med en tyndskræller).
Til sidst toppes suppen med lidt frisk koriander og en halv lime – for lidt friskt presset limesaft giver lige suppen det sidste spark, som sender den helt ind i den kulinariske himmel.