Den ellevte treat man støder på i Geminiderne er Noahs morgenkæmpesandwich, som nok er den Spektrum treat jeg har glædet mig mest til at lave.
I bogen får man ikke mange ledetråde til hvad Noahs sandwich helt præcist består af, men man kan dog læse at der i hvert fald er mayonnaise, peanutbutter, ost, bacon og skinke i den.
Disse få ledetråde var dog alt jeg havde brug for, for at finde inspirationen til at lave min helt egen udgave af en morgenkæmpesandwich – en sandwich jeg er helt sikker på Noah ville elske at sætte tænderne i.
Min morgenkæmpesandwich er endt som en tårnhøj dobbeltdække sandwich hvor der udover Noahs køleskabsrov, også er kommet salat, tomat, agurk og lidt kalkun i.
Der er ikke tvivl om at det her er en sandwich der i sandhed lever op til sit navn, og har du appetit som en sulten teenager vil du uden tvivl sætte pris på denne morgenmad.
Jeg må dog nok erkende, at jeg foretrækker en mere simpel og let morgenmad som f.eks. Spektrum flakes med mælk.
Serveres denne sandwich for mig til frokost i stedet, så garanterer jeg dog ikke at der er mange rester til overs når jeg er færdig.
Noah’s morgenkæmpesandwich
Ingredienser
Peanut mayonnaise
- 2 spsk. mayonnaise
- 1 spsk. peanutbutter
- 1 tsk. Gochujang
- 1 lime saft og skal
- Salt
Sandwich
- 3 skiver toastbrød ristet
- 6 salat blade
- 2 skiver cheddar
- 4 skiver bacon sprødstegt
- 4-5 skiver honning marineret skinke
- 8-10 skiver silkeskåret kalkunbryst
- 6 skiver tomat
- 4-6 skiver agurk
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne til peanut mayonnaisen i en lille skål og rør dem sammen.
- Smag mayonnaisen til med salt og limesaft, inden du smør alle tre skiver brød med mayonnaisen.
- Placer herefter 3 salatblade oven på den første skive brød, og læg dernæst en skive ost oven på salaten efterfulgt af 2 skiver bacon, 2-3 skiver honningmarineret skinke, 4-5 skiver kalkunbryst, 3 skiver tomat og 2-3 skiver agurk.
- Læg herefter endnu en skive smurt brød oven på sandwichtårnet og byg endnu et lag magen til det du lige har lavet.
- Afslut til sidst sandwichen med den sidste smurte skive toastbrød, og skær evt. sandwichen over på midten inden du serverer den.
“Noah graver en favnfuld kødpålæg og ost ud af køleskabet uden at kommentere yderligere på mors overgearede juleplaner […] Noah sparker køleskabslågen i og læsser maden ud på køkkenbordet. Han åbner pakken med toastbrød og begynder at lave sin sædvanlige morgenkæmpesandwich.”
(Geminiderne – kapitel 43 s. 331 , Nanna Foss)
Skriv et svar