I dag får i opskriften på endnu en af de treats, der grundet interviewet i familiejournalen blev udskudt.
For det kommer vel næppe som nogen overraskelse, at det egentligt var tanken at dagens treat skulle deles med jer til Halloween.
Det er dog ikke første gang jeg kaster mig ud i at lave en drink inspireret af fortællingen om Dr. Jekyll og Mr. Hyde. For det er ikke mere end et par år siden, at jeg havde Halloween temaet Monster Mash hvor jeg lavede treats inspireret af klassiske monstre.
En af de treats jeg lavede til Monster Mash var en ret lækker iste med lime og grøn te inspireret af Dr. Jekylls milde natur, som kunne spices op med et shot rom og grenadine hvis Mr. Hyde skulle inviteres med til festen.
Nogen egentlig transformation var der dog ikke i den drink, derfor besluttede jeg mig til Halloween for at lave en drink der var lige så magisk i sin transformation, som den Dr. Jekyll undergår i bogen i form af en virkelig lækker lavendel lemonade
Kemiforsøg med rødkål
Derfor skulle jeg altså udtænke en drik der ikke bare smagte godt, men som også skulle kunne skifte farve.
Heldigvis var løsningen til den farveskiftende drik ikke langt væk, alt det nemlig kræver er et lille indblik i den ydmyg rødkål.
Rødkål indeholder nemlig farvestofmolekyler kaldet anthocyaniner, som er grunden til kålens fine farve. Disse anthocyaniner ændre farve i takt med tilførslen af sure eller basiske elementer, derfor kan et vandigt ekstrakt af rødkål ikke bare skifte farve, men bruges som en pH-indikator.
Når kål ekstraktet kun indeholder kål og vand vil det have en neutral pH-værdi og være blåt, tilsætter man dog basiske elementer som eksempelvis natron, så vil ekstraktet begynde at blive grønligt eller gult (alt efter hvor meget man tilsætter). Tilsætter man derimod noget syrligt, så begynder ekstraktet at blive lilla eller rødligt.
En lavendel lemonade der skifter farve
Nu var målet jo at den færdige drik ikke bare skulle imponere med sit farveskift, den skulle også gerne smage dejligt.
Derfor valgte jeg for det første at gøre brug af et syrligt farveskift, men da rødkål har en ret gennemtrængende smag, og ingen har lyst til at drikke en sur kåljuice, skulle der også eksperimenteres lidt med smags profilen.
Det tog et par forfejlede forsøg, hvor drikken enten ikke smagte særligt godt, eller hvor opskriften endte med at være forstyrrede for pH-balancen.
Men til sidst fik jeg udviklet opskriften på denne lette og liflige lavendel lemonade der, grundet levandblomsternes parfumerede smag, med lethed overdøvede kålnoterne og spiller perfekt sammen med den syrlige transformation.
Dr. Jekylls transformerende lavendel lemonade
Ingredienser
Dr. Jekyll
- 500 ml vand
- 1/8 rødkål (fint hakket)
- 4 spsk. lavendelblomster (tørret)
- 250 g sukker
- 1 l koldt vand
Mr. Hyde
- Lidt citronsyre
- 2 – 3 spsk. citronsaft
Sådan gør du
- Kom vand og rødkål i en gryde og kog det op.
- Når vandet koger sigtes rødkålen fra (det vigtigt at det ikke for lov til at koge for længe, så tænger kålsmagen nemlig for meget igennem) og lavendelblomster og sukker tilsættes.
- Fjern gryden fra varmen og lad miksturen stå og trække i ca. 5 – 10 minutter.
- Sigt lavendelblomsterne fra og hæld den blå sirup i en kande (gerne over lidt knust is)
- Tilsæt det iskolde vand og nyd Dr. Jekyls forfriskende lavendelsaft.
Mr. Hyde
- Skal Mr. Hyde lokkes frem drysses lidt citronsyre i Dr. Jekylls glas sammen med lidt friskpresset citronsaft. Det vil få den blå drik til at skifte både farve og smag… og måske også få din indre Mr. Hyde til at træde frem
Skriv et svar