Den fjortende treat man støder på i Geminiderne er gløgg, en jule treat som hverken Pi eller jeg er særligt begejstret for.
I hvert fald ikke hvis der er tale om den traditionelle gløgg bestående af varm rødvin med rosiner og mandler – som jeg ærligt talt også synes er noget af det værste man kan bikse sammen.
Jeg overvejede faktisk i et kort øjeblik helt at skippe den her treat, men det var før Valdemarsro introducerede mig for den æblegløgg opskriften herunder er baseret på.
Æblegløgg er en vinterdrik som som er både frisk, sød, og let krydret, og som kun skal kæmpe mod varm kakao, om at få pladsen som “den bedste vinterdrik” i mit hjerte.
Har du lyst til at prøve andre treats inspireret af Spektrum serien, så kan du finde dem alle her.
Æblegløgg
Ingredienser
Gløgg ekstrakt
- 1 l æblemost
- 3 appelsiner (saft og skal)
- 1 citron (saft og skal)
- 1 dl sukker
- 2 kanelstænger
- 4 stjerneanis
- 1-2 stykker syltet ingefær (skåret i tynde skiver)
- 1 vaniljestang
- 150 ml. mørk rom
- 100 ml likør 43
Til servering
- 1 liter æble most
- evt. 1 æble (skåret i tern)
Sådan gør du
Gløggekstrakt
- Kom æblemost, appelsinsaft, appelsinskal citronsaft, citronskal, sukker, kanel, stjerneanis, ingefær og vanilje i en gryde og lad det koge op.
- Læg herefter låg på gryden og lad den simre ved lav varme i ca. 30 minutter.
- Sluk nu for varmen, tilsæt rom og likør og hæld så grydens indhold i et glas med låg og lad det trække i ca. 2 dage på køl.
Til servering
- Sigt gløggekstraktet
- Varm dernæst den sidste liter æblemost op, til den er ca. 80 grader varm.
- Smag æblemosten til med gløggekstrakt og server i glas, evt. sammen med friske æbletern
“Hvad sker der lige for de ting, som danskerne spiser til jul? Jeg troede, at den engelske christmas pudding var det klammeste, man kunne opstøve på denne tid af året. Men det var, før jeg smagte gløgg, æbleskiver, kogt rødkål, brunede kartofler, frugtflæsk, varm leverpostej og… gys…risengrød”
(Geminiderne – kapitel 43 s. 331, Nanna Foss)
Skriv et svar