Franske kartofler er et fast indslag på de fleste danske juleborde, og yorkshire puddings må næsten være være briternes version hertil.
For let’s face it, de er begge med på julebordet for at søbe sovs op fra tallerkenen.
Yorkshire puddings består et eller andet sted bare af en salt pandekagedej, der puffer sig op til små gyldne balloner når de bages i glohed olie i ovnen.
De er simple at lave, men smagen er måske lidt for neutral og kedelig for mig.
Jeg forstår at de er en tradition for de fleste englændere, men spørger du mig, så foretrækker jeg stadig en skål med franske kartofler på mit julebord.
Hvad siger du – er du team franske kartofler eller yorkshire pudding?
Yorkshire puddings
Antal 12 stk.
Ingredienser
- 1 dl mel
- 1 knsp. salt
- 1 dl æg (sammenpisket)
- 1 dl mælk
- Olie
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne (undtagen olie) i en kande og blend derefter det hele sammen til en lind dej med en stavblender.
- Lad dernæst dejen hvile natten over i køleskabet.
- Tag dagen efter dejen ud af køleskabet, og lad den komme op til stuetemperatur igen.
- Forvarm så ovnen til 230 grader.
- Hæld ca. 2 cm olie i en stål muffinform og stil formen i ovnen for at varme op i ca. 15 minutter eller indtil olien er min. 180 grader varm.
- Træk nu muffinformen lidt ud af ovnen, og hæld lidt af dejen i hvert hul – hver form skal være ca. 2/3 fyldt.
- Skru herefter ned for varmen til 220 grader, og bag Yorkshire puddingsne i ca. 15 minutter, eller indtil de er puffet godt op og er helt sprøde og tørre.
Noter
Ovnen må under ingen omstændigheder åbnes mens yorkshire puddingsne bager.
Skriv et svar