Level 1,  Level 3,  Morgenmad,  Tilbehør,  TV

Opskriften på det nemmeste surdejsbrød ala Brooklyn Nine-Nine med tang for days

Surdejsbrød

 

★Hej Nerd Squad★

Hvis I har set tv-serien Brooklyn Nine-Nine, så ved I at der er tale om en serie hvor der altid er fuld fart over feltet.

Serien er fuld af en masse velskrevne historier, og et væld af dygtige og  sjove skuespillere der til fulde omfavner deres Nine-Nine personaer, på en sådan måde at an ikke kan andet end at elske dem.

Jeg vil faktisk vove pelsen og sige, at selv folk der ikke nødvendigvis er de største fans af politi serier, vil nyde Brooklyn Nine-Nine.

For det er en serie man hurtigt bliver fanget af, især når det gælder om at se hvor langt ud Andy Samberg kan trække sin Die Hard elskende og til tider barnlige karakter Jake Peralta, før man sidder og skraldgriner over hans mange udskejelser.

Serien har ud over Jake Peralta otte vidt forskellige hovedkarakterer, og jeg er sikker på at alle der har set serien unægteligt vil have deres helt egen personlige favorit.

Uanset om det så er den badass Rosa Diaz, den hårdtarbejdende Amy Santiago, den stoiske regelrytter Raymond Holt, den yoghurt elskende familiefar Terry Jeffords, narcissistiske og telefonglade Gina Linetti spræng fuld af selvtillig, det dovne makkerpar Scully og Hitchcok eller min personlige favorit – Charles Boyle.

En kulinarisk tragedie

Charles er en blød, excentrisk og optimistisk mand, han er Jakes bedste ven og så er han en vaskeægte foodie der ikke bare nyder god mad, han har også sin egen blog hvor han deler madanmeldelser og generelle informationer om mad.

Med en foodie som Charles i persongalleriet, kommer det nok heller ikke bag på nogen at der i løbet af serien er en del kulinariske øjeblikke, som en vis sulten nørd har bidt mærke i.

Et af de øjeblikke stammer fra afsnittet “Chasing Amy” fra sæson fire, hvor Gina Linetti ved en fejl arver Boyle familiens moder dej.

Et glas med en 140 år gammel surdejskultur i, som Gina desværre kommer til at forkulle i en frygtelig varmeblæser ulykke.

 

“That’s the Boyle family sourdough starter. It’s fed us for 140 years. The bread it births is succulent and firm – tang for days!”

(Charles Boyle, Brooklyn Nine-Nine S04E18 “Chasing Amy”)

 

Hvis I spørger mig, så findes der næsten ingen større kulinarisk tragedie, end moder dejens død. Så for omkring et års tid siden besluttede jeg mig for at hævne dødsfaldet, ved at lave min egen surdejskultur, som forhåbentligt kan lave det skønneste surdejsbrød.

Den er selvfølgelig ikke i nærheden af at være lige så gammel som Boyle familiens dej, men utroligt nok lever den endnu.

Jeg har døbt min surdej Sigurd, og jeg indrømmer at jeg desværre kun har fået bagt med ham rimelig sporadisk over det sidste års tid.

Det har altid medført meget blandede resulter, hvor de dårlige surdejsbrød desværre er i overtal. Men her under corona-lockdownen, og Micki Chengs projekt #surdejsammen, knækkede jeg endelig koden til at bage det nemmeste og lækreste surdejsbrød, som ville gøre selv Charles Boyle stolt.

 

Surdejsbrød

 

Den svære kunst at bage godt surdejsbrød

På nettet findes der mange lange og komplicerede opskrifter på surdejsbrød, og de er sikkert helt fantastiske hvis man er en rigtig surdejsnørd. Men hvis man som jeg blot er ved at dyppe tærene lidt i surdejssumpen, så virker de en del afskrækkende, og i lang tid afholdte de mig faktisk fra at kaste mig ud i at bage surdejsbrød.

De få gange jeg dog prøvede kræfter med surdejskunsten, så varierede resultatet da også så meget, at jeg havde meget svært ved at slippe den trygge forudsigelighed der følger med konventionelt gær.

Derfor brugte jeg i lang tid også en lille smugle gær sammen med min surdej, så jeg bedre kunne styre mit brøds hævning, for når man arbejder med vild gær som surdej, så arter det sig bare på ingen på som konventionelt gær.

Efter mange fejlede forsøg har jeg dog endelig fundet frem til en opskrift som ikke bruger andet end surdej, mel, vand og salt.

Den er ikke bare overraskende nem at lave, den er også næsten lige så forudsigelig som konventionelt gær – hvilket min indre kontrolfreak jubler over, da det betyder man kan regne med ensartede brød hver gang man bager.

Det tager dog lidt lang tid for surdejen at arbejde, så man skal regne med at det tager omkring 24 timer fra man begynder at lave sin dej, til man står med en færdigbagt brød.

Heldigvis arbejder man kun aktivt med dejen i omkring 30 minutter, så resten af tiden kan man jo bruge til mere fornuftige ting… såsom at se et par afsnit af Brooklyn Nine-Nine 😉 

 

Surdejsbrød

Brødet er skønt hvis det spises lunt sammen med et lag iskoldt smør, men prøv også at bruge det at lave verdens bedste sandwich fra filmen Spanglish.


Loot:  1 brød

Quest level:


Surdejsbrød
Udskriv
5 fra 1 stemme

Surdejskultur

Forb. tid15 min
Fermentering7 d
Samlet tid7 d 15 min
Antal: 1 glas

Ingredienser

  • 400 g rugmel
  • 300 g hvedemel
  • 680 ml vand (lunkent)

Sådan gør du

Dag 1

  • Rør 100 gram rugmel sammen med 150 ml lunkent vand, det skal røres godt sammen så der ikke efterlades nogle mel klumper.
  • Hæld dernæst dejblandingen i en stor beholder, dæk den løst til med et låg og lad den stå til dagen efter.

Dag 2

  • Kasser nu lidt af dejblandingen, så der er 70 gram af dejblandingen fra dag 1 tilbage i beholderen.
  • Tilsæt herefter 50 gram hvedemel, 50 gram rugmel og 115 ml vand.
  • Rør endnu engang dejblandingen sammen uden af efterlade mel klumper, og lad den stå med et løst tildækket låg til dagen efter.

Dag 3

  • Kasser endnu engang lidt af dejblandingen, men efterlad 70 gram i beholderen.
  • Tilsæt dernæst yderligere 50 gram hvedemel, 50 gram rugmel og 115 ml vand.
  • Rør dejblandingen godt sammen uden af efterlade mel klumper, og lad den stå med et løst tildækket låg til dagen efter.

Dag 4

  • Lige som de andre dage starter dag 4 ud med at lidt af dejblandingen kasseres, mens 70 gram efterlades i beholderen.
  • Tilsæt så 50 g hvedemel, 50 g rugmel og 100 ml vand.
  • Rør dejblandingen godt sammen uden af efterlade mel klumper, og lad den stå med et løst tildækket låg til dagen efter.

Dag 5

  • Dag fem er magen til dag 4, så start med at kassere lidt af dejblandingen, mens 70 gram efterlades i beholderen.
  • Tilsæt så 50 g hvedemel, 50 g rugmel og 100 ml vand.
  • Rør dejblandingen godt sammen uden af efterlade mel klumper, og lad den stå med et løst tildækket låg til dagen efter.

Dag 6

  • Kasser endnu engang lidt af dejblandingen, men efterlad denne gang kun 50 gram i beholderen.
  • Tilsæt dernæst 50 gram hvedemel, 50 gram rugmel og 100 ml vand.
  • Rør dejblandingen godt sammen uden af efterlade mel klumper, og lad den stå med et løst tildækket låg til dagen efter.

Dag 7

  • På sidste dagen kassere man lidt mere af den syrlige dejblanding, og efterlader derfor kun 25 gram dej i beholderen.
  • Tilsæt så for sidste gang 50 g hvedemel, 50 g rugmel og 100 ml vand og rør blandingen godt sammen.
  • Lad surdejen stå med et løst tildækket låg til dagen efter, og så er den ellers klar til bruge.

Hold liv i surdejen

  • Når du fremadrettet skal fodre din surdej, så følger du bare samme fremgangsmåde som ved 7. dagens fodring.
  • Bager du regelmæssigt med din surdej (et par gange om ugen) så kan den sagtens bare bo på køkkenbordet, men den skal helst fodres en gang dagligt, selvom den også godt kan klarer blot at blive fodret hveranden dag.
  • Bager du lidt sjældnere med din surdej (et par gange om måneden), så lad den bo i køleskabet hvor den går i dvale. Når du så skal bage med den, så tager du den ud af køleskabet ca. 24 timer før den skal bruges og fodre den.
  • Bager man kun med surdej et par gange om året har jeg også hørt at man kan opbevare den i fryseren, og så ellers tø den op og fodre den når man har lyst til at bage med den. Jeg har dog ikke selv erfaringer med denne metode, men hvis I kaster jer ud i at eksperimentere med frossen surdej, så skriv endelig om det lykkedes.

Loot:  1 brød

Quest level:


Surdejsbrød
Udskriv
5 fra 1 stemme

Surdejsbrød med tang for days

Forb. tid35 min
Tilb. tid40 min
Hævetid16 t
Samlet tid17 t 15 min
Antal: 1 brød

Ingredienser

Fordej

  • 45 g surdejskultur (se opskriften herover)
  • 45 g hvedemel
  • 45 g rugmel
  • 90 ml vand (lunkent)

Dej

  • 350 ml vand (lunkent)
  • 400 g hvedemel
  • 85 g rugmel
  • 1 portion fordej
  • 10 g salt

Sådan gør du

Dag 1 - klokken 10

  • Rør alle ingredienserne til fordejen sammen i en skål.
  • Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den hævning i ca. 6 timer et lunt sted.

Klokken 15

  • Hæld vand i en røreskål og tilsæt hvedemel og rugmel.
  • Rør det godt sammen til der ikke er flere mel klumper tilbage, dæk skålen til og lad den hvile på køkkenbordet til fordejen er klar.

Klokken 16

  • Tjek om din fordej er klar ved at komme en skefuld i en skål med lunkent vand, flyder den så er den klar til brug, synker den så skal den bruge lidt længere tid på at hæve.
  • Når fordejen er klar kommes den i skålen med hvede-rugmels blandingen sammen med salt.
  • Ælt dejen godt sammen ved lav hastighed på en røremaskine i minimum 10-15 minutter.
  • Dejen skal have et godt glutennetværk, så test evt. dejens smidighed ved at se hvor tyndt du kan strække den ud mellem dine hænder før den knækker - den er klar når den kan blive så tynd at du næsten kan se igennem den udstrakte dej.
  • Hæld dejen i en olieret skål, dæk den til og lad den hæve lunt i ca. 30 minutter.

Klokken 16:50

  • Fugt hænderne og stræk og fold dejens fire sider ind over den (se evt. videoen på Instagram).
  • Dæk skålen til, og lad den hvile i ca. 30 minutter.

Klokken 17:20

  • Fugt hænderne endnu engang og stræk og fold dejen for anden gang.
  • Dæk dernæst dejen til igen og lad den hvile i 1 time.

Klokken 18:20

  • Fugt hænderne og giv dejen sin tredje og sidste omgang stræk-fold
  • Dæk endnu engang dejen til og lad den hvile i 30 minutter.

Klokken 18:50

  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og fold de fire sider ind over dejen.
  • Vend nu dejen så samlingerne vender mod bordpladen, og form dejen til en stram kugle.
  • Drys nu et viskestykke godt med majs-/ rismel og placer dejkuglen så overfladen vender mod melet, og samlingen vender opad.
  • Fold det overskydende viskestykke let om dejen og kom den i en skål der er dobbelt så stor som dejkuglen.
  • Stil dejen i køleskabet og lad den hæve natten over.

Dag 2 - klokken 9

  • Tag skålen med dejkuglen ud af køleskabet og stil den på køkkenbordet.
  • Kom en pizzasten i oven, og forvarm den til 250 grader.

Klokken 10

  • Vend forsigtigt dejkuglen ud på et stykke bagepapir og fjern viskestykket.
  • Drys overfladen med lidt ekstra mel og rids overfladen med en skarp kniv.
  • Bag brødet på pizzastenen i ca. 15 minutter.
  • Skru herefter ned til 220 grader, og bag brødet i yderligere 25 minutter.
  • Brødet er færdigt, når det lyder hult når man banker på bunden af det.
  • Lad brødet afkøle lidt på en rist, inden det skæres i skiver og nydes med iskoldt smør.

Husk at I kan altid finde mig på de sociale medier:

Min side på facebook er stedet hvor I kan stille spørgsmål og dele billeder hvis I laver en (eller) flere treats fra bloggen. Jeg deler også altid billededer og links til nye og gamle opskrifter, så her er der altid mulighed for at finde madinspiration.

Min profil på instagram er stedet hvor man nemmest kan komme i kontakt med mig hvis man har forslag til kommende treats, man kan komme med bag kameraet, få opdateringer om livet i nørdhulen og selvfølgelig også se en masse lækre billeder af Nerdy Treats

Pinterest er stedet hvor man også kan finde en masse billeder fra bloggen, samt få et lille indblik i hvad der inspirerer mig når der skal udvikles opskrifter til nye treats.

Pinterest er nemlig en side/ app hvor man kan gemme opskrifter på sine egne virtuelle opslagstavler – så her kan man både holde orden på sine inspirationskilde og ikke mindst også altid nemt finde sine yndlings opskrifter igen.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering