
Sommerferien er slut, og det er nu tid til at sige velkommen tilbage til Spektrum Cookalong – serien hvor jeg spiser mig vej gennem Nanna Foss’ fortryllende bogserie, og udvikler originale opskrifter inspireret af al den mad og drikke man kan finde i bøgerne!
Indtil videre har jeg disket op med 14 opskrifter fra Leoniderne, og i dag er det endelig tid til dykke ned i Geminiderne, den anden bog i serien, hvor man støder på den første treat allerede i kapitel 1:
“Vi kunne ikke gå i seng, da vi kom hjem i nat. Det var bare sådan en stiltiende enighed. Noah tændte for PlayStationen, og jeg hentede to dåse colaer.”
(Geminiderne, Nanna Foss)
Her prøver Pi og hendes bror Noah at håndterer den traumatiske hændelse de oplevede tilbage i 1969, hvilket de bl.a. gør ved at drikke et par kolde dåse colaer.
Jeg har tidligere taklet udfordrende Spektrum treats som både tyggegummi og cornflakes, og selvom jeg også gerne hilser denne cola-treat velkommen, så kan der ikke være nogen tvivl om, at det her har været min mest udfordrende Spektrum treat til dato.

Hvad smager cola af?
Der er ikke meget der kan slå den nostalgiske smag af en iskold Coca-Cola, og jeg indrømmer at jeg på ingen måde gjorde mig forhåbninger om at nå i mål med at lave en reel Coca-Cola klon.
Men hvad smager cola egentligt af? De fleste vil nok sige, at “cola, jamen det smager jo bare af cola!”
Det viser sig dog, at det vi plejer at identificerer som den genkendelige cola-smag faktisk består af en kombination af forskellige citrusfrugter, lette krydrerede strejf af kanel og koriander samt subtile noter der kan komme fra bl.a. rosmarin eller lavendel.

Lav en cola sirup og bryg din egen cola
Så i bund og grund er det faktisk rimelig simpelt at lave sin egen cola, og , og selv på bryggerierne laves det i grove træk blot ved at kombinerer deres colasirup med dansk vand.
Dog er de mere professionelle sirupper primært lavet ved at blande forskellige aromaolier ind i en koncentreret og mørk sukker sirup.
Disse olier er dog enten ret dyre eller svære at skaffe, og selv hvis jeg kunne få fingrene i alle dem jeg skal bruge til hjemmelavet cola, så skulle jeg også til at finde ud af hvordan jeg fik dem opløst ordentligt i vand.
Derfor valgte jeg tidligt at gå mere simpelt til værks, og derfor kun gøre brug af ingredienser og metoder som du også kan genskabe i dit eget køkken.

Smagen af cola… næsten da
Det store spørgsmål er så, smager hjemmelavet cola af cola? Både ja og nej, den hjemmelavede cola har en umiskendelig cola aroma, men smagen er ikke helt i hus.
Eller det vil sige, den smager klart som noget der er en del af cola familien, og i smagen er den ret tæt på den cola man finder i saftevand, vingummi eller is med colasmag.
Smagen af cola sodavand som man kender den har den dog ikke helt, men hvis du spørger mig så gør det faktisk slet ikke noget. For den her sirup kan bruges til at hav af spændende ting, prøv f.eks. at brug den i bagværk, oven på vaniljeis, til en hjemmelavet slush ice, sammen med pandekager eller i marinader.
Du skal dog være obs på, at hvis du lover én som Noah, at du vil lave dem et glas iskold cola, ja så går de nok hen og bliver en smule skuffet.

Hjemmelavet cola
Ingredienser
Cola sirup
- 1/4 muskatnød
- 1 stang kanel
- 2 spsk. koriander frø
- 3 nelliker
- 400 g sukker
- 300 ml vand
- 1 citron fint revet skal
- 2 appelsiner fint revet skal
- 3 lime fint revet skal
- 1/ 4 tsk. tørret lavendel
- 1/4 tsk. vanilje
- 1 spsk. citronsyre
Hjemmelavet cola
- 50 ml sirup
- 500 ml dansk vand
Sådan gør du
- Knus krydderierne i en morter, og stil dem til side.
- Smelt herefter sukkeret til en mørk karamel.
- Hæld vandet i karamellen og opløs den heri.
- Tilsæt dernæst krydderierne, citrusskal, lavendel, vanilje og citronsyre.
- Lad siruppen trække med krydderierne køligt til dagen efter.
- Sigt til sidst siruppen og opbevar den på køl indtil den skal blandes med danskvand.
Skriv et svar