Den tolvte treat man støder på i Geminiderne er den andesteg der skal være en del af familien Levins julemiddag i kapitel 43.
And var også en del af min julemiddag i år (sammen med flæskesteg naturligvis), men selve juleanden stod min svigermor dog for at lave.
Derfor har jeg haft fornøjelsen af at få andesteg hele to dage i træk her i julen, både lillejuleaften hvor Chris og jeg nød denne geminide and, OG juleaften hvor svigermors and blev serveret.
Det var totalt luksus, og begge ænder blev intet mindre end perfekte – hvilket ikke var svært at opnå, da jeg troligt holder mig til den opskrift på andesteg som svigermor har lært mig at lave.
Hemmeligheden bag hendes perfekte and er noget så simpelt som en langtidsstegning, en metode som ikke bare sikre at andestegen får utroligt mørt og saftigt kød samt det sprødeste skind, men som også kræver en minimal arbejdsindsats i køkkenet.
Har du lyst til at prøve andre treats inspireret af Spektrum serien, så kan du finde dem alle her.
Andesteg
Ingredienser
- 1 andesteg (ca. 3000 g)
- Salt
- 3 æbler (skåret i mundrette stykker)
- 2 løg (skåret i mundrette stykker)
- 1 pose svesker
- 1 spsk. timian (tørret)
- Indmad fra anden
- 3 laurbærblade
- 1 liter vand (kogende)
Sådan gør du
- Tør anden med køkkenrulle og prik skindet med en tandstik.
- Gnid anden ud- og indvendig med groft salt.
- Bland æbler, løg, svesker og timian i en skål og fyld det herefter i anden.
- Luk dernæst andens åbning med en kødnål.
- Kom indmad og laurbær i en bradepande sammen med kogende vand og læg en rist herover.
- Læg herefter anden med brystet nedad oven på risten, og sæt den i en kold ovn.
- Tænd ovnen på 125 grader og steg anden i ca. 1 time.
- Vend nu anden så den ligger med brystet opad på risten, og steg den i yderligere 2½ – 3 timer.
- Pensel anden løbende med dens eget fedt, og hæld evt. mere vand i bradepanden undervejs så den ikke steges tør.
- Når anden er omkring 70 grader er den færdig og klar til at blive serveret.
- Er skindet ikke helt sprødt, kan du pensle det med lidt mere fedt og give den et hurtigt visit under ovnens grill funktion.
“Og hvad med julemiddagen?“ spørger mor. „Flæskesteg eller and?“ „Helt klart ikke flæskesteg.“ […] And lyder fint,“ siger jeg. Selvom jeg nødig vil tage min brors parti, er jeg heller ikke fan af flæskesteg. Gråblege, tørre stykker kød er åbenbart det danske bud på årets største festmåltid.”
(Geminiderne – kapitel 43 s. 331 , Nanna Foss)
Skriv et svar