Food Wars (Shokugeki no Soma) er nok en af mine absolutte yndlings anime, serien foregår på en japansk kokkeskole og derfor er det en serie med madporno i rå mængder.
Har man set bare et enkelt afsnit, så ved man at det er noget nær umuligt ikke at få lyst til at sætte tænderne i samtlige lækkerier der bliver disket op med i løbet af serien.
Japansk ris bowl ala Food Wars
Jeg har tidligere både lavet den forlorne flæskesteg, petit loco moco don, og eggs benedict fra serien, og jeg lover at denne opskrift på ingen måde bliver den sidste Food Wars treat, som jeg kaster mig ud i at genskabe her på bloggen.
Dagens treat er en japansk ris bowl, og det er en af de allerførste ting man ser hovedpersonen Yukihira lave. Det betyder at det altså også er en treat som har været på min to do liste rigtig, rigtig, rigtig længe (ja sådan ca. lige siden jeg så den første gang).
Jeg taler naturligvis om Yukihiras transformerende furikake gohan, en skål japansk comfort food af højeste kaliber, som nok er den opskrift fra serien som jeg har glædet mig allermest til at prøve.
En japansk ris bowl kan indeholde mange lækre ting, men denne er über simpel og består kun af fløjlsbløde røræg, smukt arrangeret over dampende varme ris, og et par skefulde smeltende tern af hjemmelavet kyllingesky, der langsomt sikre at hele retten bliver gennemvædet af den lækre og koncentrerede smag af kylling.
Der er altså tale om en top lækker treat, og det er uden tvivl en skam at jeg ikke har fået taget mig sammen til at lave den noget før.
Transformerende furikake gohan
Ingredienser
- 7 kyllingevinger
- 2 spsk. sesam olie
- 1 spsk. ingefær (fint revet)
- 700 ml kyllingefond
- 1 spsk. sake
- 1 spsk. mirin
- 1 spsk. sukker
- 50 ml soya
- 25 g smør
- 4 æg (sammen pisket)
- 1 knsp. salt
- ½ bdt. purløg (fint hakket)
Sådan gør du
- Brun vingerne i olien og tilsæt dernæst ingefær, fond, sake, mirin, sukker og soya og lad det hele koge op.
- Lad nu vingerne simre indtil væsken er reduceret med ca. halvdelen, og husk at skum urenheder fra undervejs.
- Fjern nu vingerne, skær kødet i strimler og stil det til på køl.
- Fonden hældes nu i en beholder og sættes på køl i et par timer (eller natten over) så den kan sætte sig.
- Smelt smørret i en gryde og kom derefter æggene ned i smørret.
- Varm nu æggene op ved svag varme under omrøring indtil de begynder at stivne og danne små klumper.
- Når æggene har sat sig smages de til med salt.
- Skær nu fonden i tern på 1×1 cm og fordel fondtern, røræg og kødet fra kyllingevingerne over den skål dampende varme ris og drys til sidst med fint hakkede purløg.
Skriv et svar