Have you ever tried shawarma?

Shawarma

 

Her hjemme elsker vi simpelthen MCU, og både Christoffer og jeg venter med spænding hver gang en ny film er på trapperne.

Derfor behøver jeg næppe at komme ind på hvor fantastisk et år 2016 bliver hvor fase 3 skydes igang med både Captain America: Civil War og Doctor Strange.

Ja ventetiden har været lang,  men heldigvis har Civil War premiere om nogle få dage og så kan vi endelig få svar på om vi er #teamcap eller #teamironman (personligt hælder jeg nok mest til det sidste).

Som sagt er der jo ikke længe til at biografens mørke kalder, men nu hvor premieren er lige rundt om hjørnet har spændingen indfundet sig, og jeg tror næsten at jeg nu glæder mig lige så meget til den 28 april som et lille barn glæder sig til juleaften.

Så for at slå den sidste lille snert af ventetiden ihjel har vi herhjemme det sidste stykke tid været travlt beskæftiget med at se tilbage på de fantastiske film fra både fase 1 og fase 2, og i dag er det den episke afslutning fra fase 1 som jeg hiver fat i, nemlig filmen “The Avengers”.

 

Have you guys ever tried shawarma

I Avengers er en mine absolutte yndlings scener, det allersidste klip efter rulleteksterne. Her ser vi de 6 forhutlede superhelte sidde i en lettere ødelagt shawarma biks, og nyde et velfortjent måltid efter strabadserne i New York.

For når man har bekæmpet en skare af invaderende Chitauri under ledelse af en magtbegærlig nordisk gud der har åbnet en portal til en anden galakse, og hvor ens egne landsmænd sender en atombome ind i kampen oven i hatten. Ja så må det da virkelig være noget som kan give selv den mest hærdede superhelt en god appetit.

 

“Alright. Hey. Alright. Good job guys. Let’s just not come in tomorrow. 

Let’s just take a day. 

Have you ever tried shawarma? There’s a shawarme joint about two blocks from here. 

I don’t know what it is, but I wanna try it.”

(Tony Stark, The Avengers 2012)

 

Ja kan godt være at Tony ikke helt er med på hvad shawarma er, men så er det godt at nørden her kan være lettere behjælpelig. Se traditionelt set så består shawarma af tynde skiver marineret kød, trukket på et spid som langsomt steges roterende over åben ild.

Fast food kan man jo så ikke ligefrem kalde det, og det lyder jo også umiddelbart som om det ikke er noget man bare sådan lige smider sammen der hjemme en fredag aften inden den står på Marvel maraton.

Men bare rolig, der er håb forude for alle os der har en appetit som en sulten superhelt, jeg har nemlig været så fræk at lave en meget nemmere lyn udgave af denne klassiske streetfood som ikke kræver meget mere end en god varm stegepande.

Se så kan selv de travleste superhelte jo lige pludselig få tid til at hoppe i køkkenet og svinge panderne lidt, selvom borgerne i New York har brug for at du kommer og reder deres skind i ny og næ.

 

Shawarma

 


Loot: 4 personer

Quest timer: 1 time


Shawarma

Antal 4 personer

Ingredienser

  • dl græsk yoghurt
  • 2 fed hvidløg
  • ½ tsk. peber
  • ½ tsk. muskatnød
  • ½ tsk. spidskommen
  • ½ tsk. koriander
  • 1 tsk. garam masala
  • ½ tsk. oregano
  • ½ citron (saft og skal)
  • salt
  • Sriracha chili sauce
  • 500 g oksekød (i tern)

Tilbehør

  • 4 pitabrød
  • salat
  • tomat
  • agurk
  • cremefraiche dressing

Sådan gør du

  • Rør græsk yoghurt og krydderier til en marinade som smages til med salt og chilisauce.
  • Hæld marinaden over kødet og lad det marinerer natten over.
  • Dagen efter tages kødet op ad marinaden, og overskuds marinaden kasseres.
  • Steg nu kødet på en meget varm og tør pande i små portioner.
  • Server kødet i lune pitabrød eller durumruller sammen med salat, tomat og agurk, og en god hjemmelavet dressing som ente cremefraiche dressing eller sriracha dressing.

Level


Cremefraiche dressing

Ingredienser

  • 200 ml cremefraiche
  • ½ bdt. purløg (fint hakket)
  • 1/4 bdt. dild (fint hakket)
  • ½ tsk. sriracha chilisauce
  • 2 tsk. citronsaft
  • salt og peber
  • lidt sukker

Sådan gør du

  • Rør alle ingredienserne sammen i en skål, og smag til med salt. peber og sukker.

Level


Sriracha dressing

Ingredienser

  • 150 ml cremefraiche
  • 2 spsk. græsk yoghurt
  • salt og peber
  • 2 tsk. sriracha chilisauce

Sådan gør du

  • Rør cremefraiche og yoghurt sammen og smag til med salt og peber.
  • Rør nu chilisaucen i, men lad evt. være med at røre den helt ud i dressingen, det giver den nemlig en rigtig fin marmoreret effekt.

Shawarma

 


 

Level


Prøv også

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering