De her scones vil med garanti bringe stor glæde til alle halflings hvad enten de serveres til breakfast, second breakfast, elevenses eller afternoon tea.
“Der var netop blevet sat en stor kande kaffe på ildstedet, kommenskagerne var væk, og dværgene var gået i gang med en omgang scones med smør, da der lød – en høj banken. Ikke en ringen, men en hård tappen på hobbittens smukke, grønne dør. Nogen bankede på med en stok!”
(Hobbitten, J.R.R Tolkien)
Bilbos scones
Antal 12 scones
Ingredienser
- 500 g mel
- 80 g smør (blødt)
- 5 tsk. bagepulver
- 80 g sukker
- 2 æg
- 250 ml kærnemælk (jeg brugte det der var tilovers fra smørkærningen, men letmælk kan også anvendes)
- 1 æg (til pensling)
Sådan gør du
- Start med at forvarme ovnen til 220 grader.
- Kom 450 g mel i en stor skål sammen med smørret og gnid det sammen til det har konsistens lig revet parmesan eller friske brødkrummer.
- Tilsæt herefter bagepulver, sukker og æg og rør det forsigtigt sammen med en træske.
- Hæld nu halvdelen af mælken i mens du fortsætter med at vende dejen forsigtigt sammen.
- Tilsæt dernæst den resterende mælk lidt efter lidt for indtil du har en meget blød og våd dej (føl dig lidt frem, for det er ikke sikkert at du skal bruge al mælken).
- Drys nu det meste af den overskydende mel ud på et rent bord, tip den bløde dej ud herpå og drys resten af melet oven på dejen.
- Brug så dine hænder til at folde dejen på midten inden den drejes 90 grader og endnu engang på midten. Ved at folde dejen på den her måde sikre man at det sidst mel bliver blandet ind i dejen samtidig med at der tilsættes ekstra luft som gør dine scones ekstra fluffy – præcis som dem du finder i et hvert velekviperet hobbithul.
- Vend og fold dejen nogle gange til dejen bliver glat og en smugle fastere og rul den ud med en kagerulle til den er 2.5 cm tyk.
- Brug nu en rund udstikker, eller et glas, til at skære dejen i cirkler som placeres på en bageplade med bagepapir.
- Pensel til sidst toppen af sconesne med lidt sammenpisket æg inden de bages i midten af ovnen i ca. 15 minutter eller til de er hævet flot op og er blevet gyldne.
Hobbitkærnet smør
Ingredienser
- 500 ml fløde
- ½ dl kærnemælk
- ½ tsk. fint salt
Sådan gør du
- Start med at hælde fløde og kærnemælk i en stor skål.
- Herefter er det tid til at smøre ærmerne godt op, for tiden er inde til at piske blandingen så kraftigt at fedtet skiller fra kærnemælken.
- Saml nu fedtet til en smør kugle og pres så meget kærnemælk som muligt ud af den.
- Ælt til sidst saltet ind i smørkuglen inden den kommes i en lille ramekin som kan sættes på bordet sammen med en omgang nylavede scones.
Skriv et svar