Vi har ventet et helt år på det, og nu er det endelig blevet fastelavn, og tid til at spise fastelavnsboller nok til at vi begynder at småskamme os, for før vi ved af det forsvinder de igen.
Lige nu bugner bagernes vinduer med fastelavnsboller i alle afskygninger, og hvis man vover sig ind på Instagram bliver man bombarderet af fastelavnsbolle-spam med creme, svesker og glasur lige så langt øjet rækker.
Ja, ja sig bare at jeg er modtagelig overfor gruppepres og visuelle stimulanser, men når jeg bliver udsat for fastelavnsbolle fristelser hvor end jeg kigger hen så sker følgende to ting:
- Jeg bliver lækkersulten og får lyst til at kaste mig frådende over den nærmeste cremefyldte bolle.
- Jeg indser at en enkel bolle ikke er nok, og derfor ender jeg i køkkenet hvor jeg går i gang med min egen storproduktion af fastelavnsboller.
I år er bestemt ingen undtagelse, jeg er blevet ramt hårdt af fastelavnsbolle feberen, og før jeg fik set mig om havde jeg lavet boller nok til at 3-4 børnehaver kan få sukkerchok til langt ind i marts.
Helt traditionelle var mine fastelavnsboller dog ikke, jeg valgte nemlig at tage temaet fastelavn til nye højde og iføre mine små boller de festligste udklædninger i form af Poffins og Poké puffs fra Pokémon, og de ikoniske Dragon Balls fra serien af samme navn.
De første fastelavnsboller jeg fik lavet var disse Dragon Balls fyldt med appelsin curd og vaniljecreme, og pyntet med en simpel orange farvet glasur og stjerne krymmel.
De var super nemme at pynte, selv for en noob i køkkenet, så hvis man kender en hardcore Dragon Ball fan (som Mr. Nerd) skal jeg da lige hilse og sige at man bliver ret populær når man sætter et fad med 7 Dragon Balls på bordet denne fastelavn.
Og jeg har ladet mig fortælle at hvis du kan formår at samle alle syv før dine venner spiser dem, så kan du påkalde den magiske dragne Shenron og få et ønske opfyldt 😉
Næste levende billede blev de her poffins fra spillene Pokémon Diamond og Pearl, som er fyldt med en lækker æble-vaniljekompot.
Pokémons i spillene er vilde med poffins, fordi de kan gøre dem klogere, bedre, hurtigere og stærkere, om fastelavnsboller forklædt som poffins har samme effekt på mennesker skal jeg ikke kunne sige, dog er det sikkert og vidst at enhver som spiser en poffin får et humør boost på 100% inden for de første 2 mundfulde.
De tredje og sidste fastelavnsboller jeg fik lavet var Poké puffs som også er fra Pokémon universet. Poké puffs er de her små søde desserter som får din Pokémon i X og Y spillene til at holde mere af dig.
Poké puffs findes i forskellige smage og levels som citrus, mint, frosted og fancy, der er endda også nogle særlige sæson inspirerede puffs.
Nu går vi jo så småt den lyse tid i møde, derfor valgte jeg at lade mig inspirere af Poké puffen “supreme spring”, en fin lille lyserød sag med marcipan blomster en masse
Dragon ball fastelavnsboller
Ingredienser
- 100 ml mælk (lun)
- 25 g gær
- 1 æg
- 250 g mel
- 25 g sukker
- 1 knsp. salt
- 75 g smør (blødt)
- 1 æg (sammenpisket, til pensling)
Fyld
- Appelsin curd (opskriften findes herunder)
- Vaniljecreme (opskriften findes herunder)
Pynt
- Orange glasur (rørt sammen af flormelis, lidt vand og orange pastafarve)
- Røde sukker stjerner
Sådan gør du
- Start med at røre gæren ud i den lunkne mælk.
- Pisk ægget ned i gærblandingen og ælt de tørre ingredienser i indtil dejen begynder at hænge sammen.
- Til sidst æltes det bløde smør ind i dejen og derefter skal dejen ælte i min. 10 minutter for at blive mere smidig og lækker.
- Form nu dejen til en stram kugle og lad den hæve i 30 min.
- Når dejen har hævet rulles den ud til den er ca. 0,5 cm tyk.
- Skær nu dejen i 12 kvadrater og kom 1 tsk. appelsin curd og 1 tsk. vaniljecreme i midten af hvert kvadrat.
- Form nu hvert kvadrat til en stram bolle ved at hive hjørnerne ind over fyldet, og presse samlingen godt sammen mens man giver den et lille tvist.
- Pensel nu bollerne med lidt sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader i ca. 15 min.
- Lad nu bollerne køle ned før de pyntes med lidt orange glasur og røde stjerner
Poffin fastelavnsboller
Ingredienser
- 100 ml lun mælk
- lidt grøn pasta farve
- 25 g gær
- 1 æg
- 250 g mel
- 25 g sukker
- 1 knsp. salt
- 75 g smør (blødt)
- 1 æg (sammenpisket, til pensling)
Fyld
- Æble-vanilje kompot opskriften findes herunder
Pynt
- Krymmel
Sådan gør du
- Pisk ægget ned i gærblandingen og ælt de tørre ingredienser i indtil dejen begynder at hænge sammen.
- Til sidst æltes det bløde smør ind i dejen og derefter skal dejen ælte i min. 10 minutter for at blive mere smidig og lækker.
- Form nu dejen til en stram kugle og lad den hæve i 30 min.
- Når dejen har hævet rulles den ud til den er ca. 0,5 cm tyk.
- Skær nu dejen i 12 rektangler og kom 2 tsk. æblekompot i midten af hvert kvadrat.
- Form nu hvert rektangel til en stram æggeformet bolle ved at hive hjørnerne ind over fyldet, og presse samlingen godt sammen mens man giver den et lille tvist.
- Pensel nu bollerne med lidt sammenpisket æg, giv dem et drys krymmel og bag dem ved 200 grader i ca. 15 min.
Poké puff
Ingredienser
- 125 ml vand
- 50 g smør
- 15 g sukker
- 65 g hvedemel
- 2 æg
Fyld
- 250 ml vaniljecreme opskriften findes herunder
- 2 bananer most
- 100 ml flødeskum
Pynt
- ½ pose lysserøde candy melts smeltet
- Lyserøde marcipanblomster jeg stak mine ud med en lille udstikker
Sådan gør du
- Kog vandet op i en gryde og smelt smør og sukker heri.
- Tilset nu melet og rør det sammen med smørblandingen til en smørbolle.
- Lad melet bage let af inden æggene tilsættes lidt a gangen under omrøring.
- Når dejen er rørt glat kommes den i en sprøjtepose med en glat tylle og sprøjtes til boller på ca. 4 cm på et bagepapir.
- Drys hver bolle med lidt sukker og bag dem ved 190 grader i 15-20 min eller indtil de er gyldne og sprøde.
- Lad nu bollerne køle helt af før de dyppes i de smeltede candy melts og stil dem til at tørre.
- Mens bollerne tørre røres vaniljecremen sammen med bananmos og flødeskum, og kommes i en sprøjtepose med stjerne tyl.
- Dup nu lidt smeltet candy melt bag på nogle sukkerblomster og pynt bollerne inden du presser tyllen ind i bunden af hver bolle og fylder dem med banancremen
Appelsin curd
Ingredienser
- 2 appelsiner
- 200 g sukker
- 2 æg
- 1 æggeblomme
- 100 g smør
Sådan gør du
- Start med at rive appelsinerne og pres herefter saften ud af dem.
- Hæld nu appelskal, appelsinsaft, sukker, æg og æggeblommer i en skål pisk det hele godt sammen.
- Når æggesnapsen begynder at tykne tilsættes smørret hvorefter blandingen forsigtigt varmes op over et vandbad.
- Rør hele tiden i skålens indhold mens den varmes op, efter 10-15 min skulle det gerne begynde at tykne.
- Appelsin curden er klar når den kan dække bagsiden af en ske uden af glide af med det samme.
- Til sidst hældes curden i en lille skål og stilles på køl indtil den skal bruges.
Vanilje creme
Ingredienser
- 500 ml sødmælk
- 60 g sukker
- 2 tsk. vaniljesukker
- 5 æggeblommer
- 30 g maizena
Sådan gør du
- Start med at koge mælken op sammen med sukker og vanilje.
- Mens mælken varmes op, piskes blommerne sammen til en tyk jævning sammen med maizena.
- Når mælken er varm, hældes en smugle af den lune mælk ned til blommerne under omrøring.
- Hæld dernæst hele æggemassen tilbage i gryden sammen med resten af den lune mælk, og varm det op under omrøring til cremen begynder at tykne.
- Når cremen har opnået en passende konsistens hældes den i en lille skål, og stilles på køl indtil den skal bruge.
Æble-vanilje kompot
Ingredienser
- 3 æbler
- 1 citron (fint revet skal)
- 2 tsk. vaniljepulver
- 75 g sukker
- 1 ½ dl vand
Sådan gør du
- Start med at skrælle æblerne og skære dem i grove tern.
- Kom nu æbleternene i en gryde sammen med resten af ingredienserne, og kog det op indtil æblerne er møre og let udkogte.
Skriv et svar