Var det noget med en chokolade trifli til dessert?
Dessert serveres der naturligvis også ved min Disney date inspireret af Skatteplaneten, og inspirationen hertil fandt jeg i den kage som B.E.N. serverer til sidst i filmen.
Men da der jo tidligere var donuts på menuen, synes jeg at en stor lagkage til dessert virkede lidt for voldsomt.
Derfor blev B.E.N.s chokoladelagkage transformeret om til et par små dekadente chokolade trifli med lag af browniestykker, stænk af Kahua, ristede nødder, en luftig vaniljecreme og et par gyldne blåbær – der til forveksling minder om kaptajn Flints kort til skatteplaneten.
Vil du se andre Disney inspirerede menuer, kan du finde tidligere menuer her, eller skrive et forslag til kommende menuer i kommentarfeltet.
B.E.N’s chokolade trifli
Antal 4 personer
Ingredienser
Vaniljecreme
- 25 g sukker
- 1 tsk. vanilje
- 50 ml fløde
- 1 blade husblas (udblødt i vand)
- 200 ml fløde
Andet
- 1 brownie brækket i stykker (jeg brugte en rest fra fryseren, men du kan sagtens bruge en færdiglavet kage fra bageren)
- 50 ml Kahlua
- 2 håndfulde blåbær
- 1/4 tsk. guldstøv
- 1 dl blåbærmarmelade
- 100 g nødder (ristet på en tør pande, og groft hakket)
Sådan gør du
- Kom sukker, vanilje og 50 ml lidt fløde i en gryde, og lun det ved middelvarme til sukkeret smelter.
- Kom dernæst husblassen i flødeblandingen og smelt den.
- Hæld herefter flødelandingen i en skål, rør resten af fløden i.
- Film skålen og stil den på køl til dagen efter.
- Hæld nu den afkølede fløde i en røreskål, pisk den til skum og stil skummet til side.
- Vend et par spsk. blåbær sammen med lidt guldstøv og stil dem til side.
- Bræk dernæst brownien ud i små, mundrette stykker, læg dem på et lille fad og hæld Kahlua over dem.
- Læg så browniestykkerne lagvist i et glas sammen med den piskede vaniljecreme, blåbærmarmelade og friske blåbær.
- Drys til sidst lidt hakkede nødder på toppen af din trifli, pynt med de gyldne blåbær og server.
Skriv et svar