Smag på Columbia – 4 Encanto inspirerede opskrifter

Encanto

Er du klar til at tage på en magisk date med en Disney film?

Uanset om du har små børn, store børn, skal være alene sammen med din partner eller er single, så er der bare noget særligt over en Disney filmaften.

For det er som om at Disney filmaftener bare er lidt mere magiske end andre filmaftener, og derfor bør man næsten griber fat i lidt af magien, og gøre noget ekstra specielt ud af dem.

Det er her Disney Dates kommer ind i billedet, for Disney Date er en ny serie hvor jeg inviterer dig med på en række eventyrlige Disney film dates, og servere en unik middag inspireret af hver af de 57 Disney klassikere.

Så uanset hvilken Disney film der er din favorit, håber jeg at du vil følge med i den her serie, og vil bruge den som inspiration til at gøre din næste Disney filmaften med familien og vennerne lidt mere magisk.

En fortryllende Colombiansk date

Den første date du inviteres ud på er med filmen Encanto, og det kan godt være at vi ikke snakker om Bruno, men vi bør helt sikkert snakke om alle de fortryllende Madrigal treats du har i vente.

For ligesom på enhver anden god date er der både snacks, en drink, en dejlig hovedret og en skøn dessert i vente – alt sammen naturligvis inspireret af Encanto og de traditionelle colombianske retter man kan møde i filmen.

Min Encanto date starter med en drink, men det er ikke bare en hvilken som helst drink, for det er en drink der indeholder noget af det Colombia er allermest kendt for, og noget man ser forholdsvist tidligt i filmen, i hænderne på en hyperaktiv lille dreng.

Jeg taler naturligvis om kaffe, en drik der i Colombia er meget mere end bare en koffeinholdig varm drik der får dig ud af fjerene om morgenen.

For i Columbia danner kaffe eksistensgrundlag for tusindvis af indbyggere, og de er faktisk så stolte over deres kaffe, at man næsten kan sige at en væsentlig del af den nationale identitet er centreret omkring den lille ydmyg bønne.

Med det i mente, så synes jeg derfor, at den mest passende drink til en Encanto date må være en velrystet espresso martini – eller som jeg vælger at kalde den en Madri-tini.

En helbredende ostesnack

Snacks bliver der selvfølelig også serveret ved min Encanto date, og hvis du spørger mig, så var den eneste rigtige snack til denne menu, Julietas magiske arepas con queso.

Det er en snack man ser en hel del til i filmen, og en som er utrolig populær i Sydamerika, hvor man har spist de små sprøde og fyldte majskager i århundreder.

Traditionelle arepas er en forholdsvis simpel snack at lave, og en man kan fylde med alverdens rester – selvom ost ofte er det foretrukne fyld.

Arepas

Man skal dog bruge noget særligt forkogt majsmel der heder masarepa til at lave dem, og det sælges desværre ikke i danske supermarkeder.

Heldigvis kan det dog købes på nettet, (jeg købte mit via siden tasteoflatinamerika) så selvom Danmark er forholdsvist langt fra Columbia, så har jeg sagtens kunne kanalisere min indre Julieta…men jeg  tvivler dog stærkt på at mine arepas har samme helbredende kræfter😜

Colombiansk comfort food

Når du når til hovedretten på denne Encanto date så er står der vaskeægte Colombiansk comfort food på menuen.

Jeg har nemlig valgt at servere den traditionelle Colombianske Aajiaco suppe, som er den selvsamme ret der serveres ved Isabella og Marianos forlovelses fest.

Suppen laves med kylling, kartofler og majs og smages til med blade fra guasca urten. Ligesom masarepa er det dog en ingrediens man sjældent ser her i Danmark, derfor kan det være en god idé at købe den med, når man alligevel køber sin masarepa på nettet.

Ajiaco

Det er desværre denne urt der giver suppen sin særegne smag, så det bliver ikke helt det samme uden den. Men i en snæver vending, så kan man dog få en rimelig hæderlig erstatning ved at bruge en blanding af mynte, oregano og persille i stedet.

Skal det være nemt, så serverer du blot suppen som den er evt. ledsaget af et lunt flute. Men vil du gå familien Madrigal i bedene, og prøve den mere autentiske måde at spise suppen på, så prøv at toppe den med et par skiver kogt kylling, lidt kapers, nogle avocado både og en skefuld creme fraiche.

Disney donuts 

Sidst men ikke mindst så skal der skam også en lille dessert på bordet, og det bliver en dessert som Disney selv har delt opskriften på.

Desserten hedder buñuelos og er en slags lille let sødet friterede oste doughnut, som oftest nydes sammen med enten en kop varm kakao eller kaffe – men jeg synes nu også den er ret skøn sammen med en Madri-tini.

Som man kan se i åbningsnummeret til Encanto, så er det også en buñuelo man får stukket i hånden af Julietta hvis man kommer galt af sted i den lille by.

bunuelos

I Columbia er buñuelos faktisk så populære, at selvom de er en af deres traditionelle julegodter, så er der  også mange der spiser dem til morgenmad hele året rundt.

Derfor mistænker jeg også lidt de folk der står i kø til Juliettas buñuelos for at være mere lækkersultne end ramt af sygdom eller ulykker 😅

Madri-tini

Forb. tid 2 minutter
Tilb. tid 3 minutter
Samlet tid 5 minutter
Antal 1 cocktail

Ingredienser

  • 1 håndfuld isterninger
  • 4 cl kahlúa
  • 4 cl vodka
  • 4 cl stærk kaffe
  • 1 knsp. vanilje

Sådan gør du

  • Kom isterningerne i din shaker.
  • Tilsæt resten af ingredienserne, og ryst det hele godt sammen.
  • Hæld din cocktail i et afkølet martini glas og server.

Arepas con queso

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Hvil 15 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 8 stk

Ingredienser

  • 300 ml vand
  • 1 tsk. salt
  • 300 g masarepa mel
  • 30 g smør (blødt)
  • 100 g mozzarella (revet)

Sådan gør du

  • Hæld vandet i en skål og opløs saltet heri.
  • Tilsæt melet og rør det sammen til en ensartet dej.
  • Lad dejen hvile i ca. 15 minutter på køkkenbordet.
  • Ælt herefter smørret ind i dejen og fortsæt med at ælte til dejen får en konsistens der minder lidt om modellervoks. (juster evt. konsistensen med lidt ekstra vand eller mel)
  • Del dejen i 8 lige store stykker og form dem til kugler.
  • Lav en lille fordybning i hver kugle, og fyld dem med ca. 1 spsk. revet mozzarella.
  • Tryk åbningen sammen så osten er helt forseglet i dej, og brug dernæst dine hænder til forsigtigt at presse hver kugle sammen til en flad skive der er ca. 1 cm. tyk.
  • Steg hver arepa ved middelvarme på en let olieret pande i 3-5 minutter pr. side.
  • Server dine arepas lune og evt. sammen med et lille drys havsalt.

Ajiaco

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 50 minutter
Samlet tid 1 time
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 1 hel kylling
  • 500 ml vand
  • 2 spsk. olie
  • 1 løg (skåret i tern)
  • 4 fed hvidløg (knust)
  • 3 forårsløg (fint snittet)
  • 2 spsk. guascas
  • 2 laurbær blade
  • 2 liter kyllingefond
  • 1 håndfuld koriander (groft hakket)
  • 200 g bagekartofler (skrællet og skåret i tern)
  • 300 g aspargeskartofler (skåret i mundrette stykker)
  • 100 g alm. spisekartoffel (skrællet og skåret i mundrette stykker)
  • 3 majskolber (halveret)
  • Salt og peber

Toppings:

  • Kapers
  • Avocado (skåret i både)
  • Cremefraiche
  • Koriander (groft hakket)

Sådan gør du

  • Kom kyllingen i en trykkoger sammen med vandet, og kog den under tryk i ca. 20-30 minutter. Du kan også koge den i en alm. gryde, så skal den dog nok koge i lidt længere tid – når kødet falder af benene er den færdig.
  • Varm olien op ved middel varme i en gryde, og svits løget heri til de begynder at blive møre.
  • Tilsæt hvidløg, forårsløg, guascas og laurbærblade og lad dem svitse med i ca. et minuts tid.
  • Hæld dernæst kyllingefonden ved sammen med kogevæsken, koriander og kartofler.
  • Bring gryden i kog lad den koge i ca. 5 minutter.
  • Tilsæt dernæst majsstykkerne og lad dem koge med i yderligere 10-15 minutter eller indtil både majs og katofller er møre.
  • Træk kyllingen fra hindanen med to gafler og sæt evt. alle toppings klar.
  • Smag til sidst suppen til med salt og peber og server den i skåle toppet med lidt kogt kylling, kapers, nogle avocado både og en skefuld creme fraiche.

Buñuelos

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 30 minutter
Antal 20 stk.

Ingredienser

  • 100 g mozzarella
  • 50 g feta
  • 140 g tapiokamel
  • 65 g maizena
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk. bagepulver
  • 2 spsk. smør
  • 1 æg
  • 2 spsk. mælk
  • 1 liter olie til fritering

Sådan gør du

  • Blend mozzarella og feta til en finddelt ostemasse.
  • Kom tapiokamel og maizena i en stor skål sammen med ost, sukker, salt, bagepulver, smør, æg og mælk.
  • Ælt det hele sammen til en ensartet og blød dej, der har en konsistens der minder om modellervoks.
  • Form dejen til kugler der er ca. på størrelse med en valnød.
  • Opvarm olie til det er max. 175 grader varmt.
  • Kog et par buñuelos ad gangen i olien i 2- 5 minutter – eller indtil de begynder at blive gyldne.
  • Fjern de færdigkogte buñuelos fra olie og lad dem dryppe af på et fedtsugende papir.
  • Lad buñuelosne køle af i ca. 10 minutter og server dem gerne sammen med en kop kaffe (eller Madri-tini) og et lille drys flormelis.

Prøv også

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering