Anmeldelse: Den som hvisker

Et nyt unikt fantasyunivers der bedst kan beskrives, som det kærlighedsbarn man får hvis man kombinerer Game of Thrones med manga serier som Hellsing og Afro Samurai.

Ja det er nok i virkeligheden den mest rammende beskrivelse, man kan give C. A. Wolters debutroman Den som hvisker.

Bogen er en anderledes og interessant dark fantasy fortælling, der favner elementer som sort magi, magt, vold, mord og begær. Det er dog desværre ikke ligefrem den type bog jeg normalt kaster mig over, og jeg må da også tilkendegive at jeg i perioder havde enormt svært ved at samle bogen op og fortsætte læsningen.

Dette skyldes dog hverken C. A. Wolters solide skrivestil, hendes historie eller det nye univers hun har formået at bygge op. I stedet skyldes det mest af alt det faktum, at jeg aldrig helt blev komfortabel i selskab med bogens hovedperson Shiroin.

Bogens bagside teks:

Siden hun var spæd, har Shiroin været hjemsøgt af en stemme der forlanger at blive hørt. Hun kalder den ’ormen’ fordi hun kan mærke hvordan den snor sig rundt i hendes krop. Hun ønsker sin fader, Storkejseren, død så hun kan kræve sin plads på imperiets trone, men først må hun overbevise de ti konger om at hendes køn ikke gør hende svag. Da ormen byder hende at flå kejserens strube ud, må hun dog sætte en alternativ plan i værk for at nå sin trone. Imens ulmer den profeterede dommedagskrig, og nekromantiske dæmoner lurer i Ødelandet. Shiroin og hendes elsalvianske livvagt, Kiel, må krydse kongerigerne for at komme til fronten, og sammen bevæger de sig ind i både hinandens og bjergskovenes allermørkeste skygger.

En hovedperson der er svær at være sammen med

Det ville bestemt være synd at kalde Shiroin for en udpræget sympatisk karakter, faktisk vil jeg næsten gå så langt som at sige at hun i højere grad præsenteres som en kold, kynisk, beregnende og til tider direkte antagonistisk karakter.

Til tider blev jeg faktisk direkte irriteret på hendes usympatiske måde at reagerer på, og ofte så betød hendes reaktioner i visse scener, at jeg fik endnu sværere ved at forholde mig til hende som protagonist.

Eksempelvis så er der en scene hvor Shiroin ydmyges og piskes af sin guvernante, og det eneste hun tænker på imens er den hævn hun vil underkaste hendes guvernante efterfølgende.

I mine øjne, så fik det desværre Shiroin til at opfører sig lige så slemt som guvernanten der torturerer hende. Og jeg fik rigtig svært ved at se hvorfor jeg skulle sympatiserer med hende, når hun virkede lige så forskruet som hendes guvernante.

Det var ærligt talt ikke noget jeg nød at læse om, og jeg håbede hele tiden at Shiroin måske kunne finde styrken til at vise at hun var et bedre menneske end guvernanten, med det skete desværre ikke.

En udfordrende roman

Desværre er dette ikke nogle træk der stemmer særligt godt overens med mine personlige præferencer ift. hovedpersoner, og det vil derfor blive afspejlet i min samlede Nerd Score af bogen.

Har du dog ikke samme kvaler ift. hovedpersonerne i de bøger du læser, ja så kan du snildt placerer bogen på en højere Nerd Score end jeg gjorde.

Heldigvis så skete der dog omkring kapitel 17 alligevel noget der fik Shiroins facade til at krakelerer en lille smule, og det var ikke bare her bogen for alvor fangede mig, det var også her jeg begyndte at kunne klare at være sammen med Shiroin i længere tid ad gangen.

Det var også her omkring at hendes livvagt Kiel blev foldet lidt mere ud som karakter, og jeg indrømmer blankt at det var noget jeg trængte til – selvom jeg måske i virkeligheden bare var glad for at fokus blev fjernet lidt fra Shiroin for en stund.

Hård læsning der kan mærkes

Selvom Shiroin kan være ret svær at være sammen med i længerer tid ad gangen, så kan der dog ikke slås nogen tvivl om C. A. Wolters evner som forfatter. Hendes skrivestil kan ikke beskrives som værende mindre end sublim, og det er da også meget svært at tro at det her virkelig er hendes debutroman.

Wolters formår endda på dygtigste vis at suge læseren ind, så grænsen mellem den virkelige verden og Shiroins verden på ingen tid udviskes. Dette er naturligvis et træk der er ønskværdigt for de fleste bøger, men for mig blev det dog problematisk i denne bog, når samme effekt opstod i de til tider rå scener man nærmest kunne føle på egen krop.

I bogen kommer det bl.a. til udtryk via nogle ret eksplicitte, blodige og voldsomme scener, og jeg må indrømme at det, lige som Shiroins karakter, også hurtigt blev for meget for mig.

Særligt scenerne med selvskade, og passagerne hvor Shiroin overvejer hvordan hun skal slå folk ihjel havde jeg svært ved at komme igennem. Men på sin vis kan man jo se det som en stor ros til forfatteren, da hun har formået at skrive noget der virkelig rør hendes læsere.

Bøger er dog for mig et frirum jeg bruger til underholdning og afslapning, og derfor ikke et sted jeg nyder at omgive mig med vold og død….for det har vi ligesom rigeligt af i den virkelige verden 😉

Hvis du derimod er mindre sart, ikke har samme kvaler som jeg, eller finder det interessant at pille lidt i facaden på en karakter som Shiroin, så tror jeg faktisk at du vil nyde denne bog rigtig meget.