Review : Daredevil sæson 2

Via IMDB

Via IMDB

Fredag var dagen hvor Netflix havde præmiere på den længeventede anden sæson af “Daredevil”, og i bedste Netflix stil blev hele serien naturligvis lag op på én gang. Derfor har denne weekend naturligvis stået på både firkantede øjne og bingewatching i stor stil, for herhjemme har vi ventet med spænding på den her sæson i næsten et helt år, og vi er bestemt ikke blevet skuffede over hvad vi har set.

Da Netflix sidste år viste første sæson af Daredevil var det med fryd og gammen at vi sad klistrede til skærmen, for endelig, endelig blev der gjort op med det makværk af en film verden fik i 2003. Og for alle os som med iver har fulgt med i Matt Murdock natlige eskapader og kampe for Hell’s Kitchen tegner dette forår rigtig godt, sæson 2 bære nemlig faklen videre og levere en pragtpræstation som byder på mange af de samme goder der fik os til at side klistret til skærmen sidste april.

Ud over at være både velskrevet og filmet på smukkeste manér når det gælder lys komposition og kampscener, så har denne sæson også en anden styrke som er med til at hive den utallige mil op i min bog, og det er at den er castet til noget nær perfektion. Naturligvis er der her tale om både de karakterer man forelskede sig i fra første sæson, som nu genoptager deres roller omend med større dybde og interesse, men der er bestemt også tale om de nye karakterer som anden sæson bringer med sig i form af Frank Castle og Elektra Natchios som begge har utroligt fascinerende baggrunds historier der nu væves ind i Daredevils brogede univers.

Via Netflix

Via Netflix

I anden sæson er rollerne som Matt Murdock, Foggy Nelson og Karen Page alle mere faldet til, og nu hvor vi slipper for de obligatoriske (og til tider rodede) origin historier som var en meget stor del af den første sæson, så kan man endelig begynde at udforske disse karakterer noget mere. Det er f.eks. skønt at se Matt udnytte sine forstærkede sanser til deres fulde potentiale i den her sæson i forhold til at der ikke blev lagt så meget vægt på dem i den første sæson. Det er også rart at se de tre hovedpersoner falde mere til og arbejde med deres interne forhold til hinanden, selvom disse forhold naturligvis kompliceres en del af Matt’s natlige eskapader. Især Matt og Foggy’s venskab bliver sat på en hård prøve i denne sæson grundet Matts dobbeltliv, men det er også grundet dette pres at vi i denne sæson ser en stærkere portrætering af Foggy som for det første bryder med sin roller som sidekick og træder mere i karakter som en dygtig underdog advokat der kæmper mod de store drenge i branchen. Det er et træk der både gør Foggy til en mere spændende karakter, men som også betyder at serien bliver spicet up med en god portion juridisk drama i den sprængfarlige cocktail af forskellige genre som krimi, action og psykologisk thriller serien indtil videre har smidt ind i kampen.

Via Netflix

Via Netflix

I modsætning til første sæson hvor der blev kæmpet mod Wilson Fisk’s imperium, så er der faktisk ikke en altoverskyggende baddie her i anden sæson. Og selvom nogle kunne fristes til at tro at det ville være et element man kunne komme til at savne i denne type serie, så kunne det dog ikke være længere fra sandhede. I anden sæson er det nemlig mere begreb som selvtægt og etiske kvaler ved dette der er i fokus end end egentlig skurk, og i min optik fungerer det 100%

Den største grund til at disse emner tages op her i anden sæson er Jon Bernthal’s rolle som Frank Castle (aka The Punisher), en sammenbidt mand der er drevet af fortidens dæmoner og mordet på sin familie. Et portræt Bernthal ikke overraskende formår at levere til perfektion, og hvad der er mere imponerende er at han formår at levere en vis dybde til karakterer der især ses i de øjeblikke hvor der hintes til den man Frank var før tragedien betød at han gjorde det til sin mission at slagte Helløs Kitchen’s hårdeste kriminelle.

Via Netflix

Via Netflix

Selvom Franks metoder mildest talt er usmagelige, så er karakteren så velskrevet at man ender med at have dyb sympati for han alt imens hans blodige form for selvtægt, der på ingen måde skelner mellem hævn og retfærdighed, lader dig som seer sidde tilbage og tvivle på dit eget etiske codex.

For her i anden sæson får man bestemt at føle  præcis hvorfor Frank får aliasset “The Punisher”, der bliver ikke lagt fingre imellem, og gang på gang får man en meget grafisk udgave af hvad der sker når Hell’s Kitchen undergrund bliver flænset fra hinanden med militær præcision. Ja mange af scenerne er faktisk så grafiske at Game of Thrones kommer til at ligne scener fra Bamses billedbog, og det er i lige præcis de scener man får en fornemmelse for hvor godt denne sæson er skrevet, og hvor godt Jon Bernthal spiller rollen som Frank. For naturligvis er hans metoder usmagelige og frygtelige, me i takt med at Franks baggrundshistorie langsomt men sikkert belyses i løbet af sæsonen kan man ikke undgå at man som seer bliver provokeret til at få sympati for en mildest talt sociopatisk moder der er præget af sin tragiske fortid.

Via Netflix

Via Netflix

Jeg har nu tygget mig igennem alle 13 afsnit af anden sæson sammen med Christoffer, og ud over at blive presset til at sætte spørgsmålstegn ved min egen etiske forståelse af begreb som selvtægt, så kan jeg ikke sige andet end at jeg er blevet en fantastisk historie rigere. Ja endnu engang er jeg blevet bekræftet i at partnerskabet mellem Marvel og Netflix er et match maden in TV heaven, og derfor er barren da også sat højt for de kommende serier de har valgt at tage under deres kærlige behandling, og forventningsglæden hertil kan nok bedst måle sig med den et lille barn oplever frem mod juleaften.

Nerd Score7

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar